Måske af skræk for at støde nogen forsøger lederen af Pisa-undersøgelserne, Andreas Schleicher, sig med en bortforklaring af, at Pisa entydigt peger i retning af den delte skole, med en propaganda for den udelte skole. Han udtaler derfor lighedsideologisk korrekt, men i strid med virkeligheden, at det er den delte (tyske) skole, der ikke udnytter de unges uddannelsesmæssige potentialer. At dele eleverne i grundskolen er en fejltagelse, siger han. Og for at begrunde dette absurde udsagn opfinder han, sådan som det altid gøres i den slags tilfælde, en »videnskabelighed«, der af gode grunde ikke konkretiseres, men som altså skulle vise, at udelte skolesystemer udnytter de unges uddannelsesmæssige potentialer og styrker deres præstationer, medens delte skolesystemer gør, at elevernes sociale og økonomiske baggrund kommer til at bestemme præstationsniveauet. Men for det første må det vel betyde, at der i den delte skole findes elever, hvis præstationsniveau bliver væsentligt forbedret i forhold til den udelte skole. Og for det andet må påstanden om, at elevernes sociale og økonomiske baggrund i den udelte skole ingen større betydning får, være det samme som at konkludere, at de bogligt dygtige i den udelte skole følges uddannelsesmæssigt med de svage. Udeltheden hæmmer altså med sin ensgørende effekt de dygtige, hvorfor påstanden om, at udeltheden udvirker højere præstationer, er lodret forkert. Dette sidste kunne Schleicher uden særlige videnskabelige krumspring have aflæst direkte ud af den danske udelte folkeskole.