Debat

100 dage før prøven

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Godt nytår, skrev DLF-formanden midt i december, mens han lovede os at gøre alt for, at kommunerne kunne komme til at ændre de nye skriftlige prøver i 9. klasse til mundtlige. Vi var mange, der troede, det var løgn, men her blot tre måneder inden udtrækkene lykkedes det minsandten. Og så kan vi lærere endnu en gang mærke de dårlige vibrationer i et i forvejen anstrengt arbejdsmiljø. Skal vi nu til at lave det hele om igen? I dette skoleår har vi allerede brugt alt for mange timer af den sølle, ugentlige lektion, som flere prøvefag har til at dygtiggøre eleverne i skriftlighed og til at træne de skriftlige prøver.

Men igen fik Bertel Haarder ret: Man behøver slet ikke 14 måneders varsel for at ændre i prøveformerne. DLF arbejder nu inden for færre end 100 dage. Det lover ikke godt for fremtiden. At regering og Folketing lader hånt om skolers planlægning af undervisning og afgangsprøver er ét, men at ens egen fagforening gør ens professionelle arbejde så surt og utrygt, er ufatteligt belastende og uforståeligt. Læreren, eleven og den enkelte skole skal nu vente i uvished i flere uger på, hvilken vej ens kommune synes, prøvevinden skal blæse. Det er decentralisering, når det er værst.

Svar

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Nej - du skal ikke vente i flere uger. Du skal gå ind til din skoleinspektør og fortælle, hvilken prøveform du mener er mest hensigtsmæssig i år i forhold til dine elever. Det er skolen, der skal afgøre, om det er hensigtsmæssigt med en mundtlig prøve i indeværende skoleår, og det skal så efterfølgende godkendes af kommunalbestyrelsen.

Jeg har modtaget utallige henvendelser om, at det var tåbeligt, at de nye udtræksprøver skulle være skriftlige. Skriftlige prøver er urimelige over for de svageste elever, og skriftlige prøver hænger ikke sammen med undervisningen i de pågældende fag. Derfor har vi lige fra starten kæmpet for mundtlige prøver. Det er helt urimeligt, at de politikere, der har vedtaget loven, bare har ladet stå til.

Vi har nu givet de lærere og skoler, der finder det hensigtsmæssigt, mulighed for at gennemføre mundtlige prøver i den humanistiske fagblok, og vi har derfor ikke fjernet forudsætningerne for din undervisning.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF