I en anmeldelse af Karen Jespersens og Ralf Pittelkows fremragende bog »Islamister og naivister» konkluderer Jesper Haghfelt minsandten, at bogens pointe angiveligt er, at vi alle samme skal lære at diskutere ud fra kristne, danske principper og lade være med at gå på kompromis, fordi det er synd for muslimerne.

Jeg fatter ikke, hvordan han når frem til denne fuldstændig udokumenterede og stærkt misvisende karakteristik af Jespersens og Pittelkows kloge og nuancerede pointer, hvor der blandt meget andet skelnes klart imellem islamister og muslimer. Ligesom forfatterne udtrykkeligt hylder et pluralistisk samfund bygget på respekt for individet og menneskerettighederne.

Til gengæld får Jesper Haghfelt ironisk nok ufrivilligt udstillet sin egen naivisme, idet han efter sin anmeldelse at dømme ville gøre en fremragende figur i rollen som den gode borger Biedermann, der af lutter fromhed får givet brandstifterne Willi Eisenring og Seppe Schmitz de tændstikker i hænde, hvormed de futter huset og hele nabolaget af. Allahu akbar og amen for en anmeldelse!

Svar

Jeg må desværre give jer ret. Anmeldelsen af (især) »Islamister og naivister« lever ikke op til vores sædvanlige kvalitetsstandard. Jeg har selv læst begge bøger, og irritationen over Jespersens og Pittelkows miks af besnærende retorik og kulturforskrækkelse er tilsyneladende løbet af med en ellers seriøs anmelder.

I vores kodeks for anmeldelser står der blandt andet: »Anmelderen skal ikke vige tilbage for at udtrykke sin subjektive mening, men den skal være velargumenteret«. Det subjektive er så rigeligt med i anmeldelsen, mens de udfoldede argumenter desværre mangler. At der også er en faktuel fejl i anmeldelsen, viser, at det er gået alt for stærkt.

Det beklager jeg meget.

Thorkild Thejsen, chefredaktør