Anmeldelse

Hvem laver mine lektier?

... mens jeg spiller computer

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Seks nye sange for børnekor til aldersgruppen 3.-6. klasse. Seks sange, der stilmæssigt spænder meget bredt fra femfjerdedelstakt over bossanova til rock og indholdsmæssigt fra beskrivelsen af børns ulige muligheder i forskellige verdensdele over børns optagethed af computerspil til en lovprisning af vores fantastiske jord.

Alle sangene har kortere eller længere passager med en andenstemme, oftest hørende til omkvædet. Som skrevet i forordet er denne stemme den mest udfordrende, men i flere af sangene også dét moment, der kan få sangen til at svinge og til at fænge og motivere børnene. De mindste vel at mærke, for jeg tror simpelthen ikke, børn i 6. klasse gider synge andenstemmen i "Når farmor ..." eller synge N-ø-r-d-e-a-g-t-i-g i "N.Ø.R.D.".

Den flotteste og mest oplagte sang til skolekoret er "Fantastisk at verden er til". Formentlig er det den, der henvises til i forordet, hvor der står, at hæftet også indeholder Bach-inspirerede sange. Sangens omkvæd udgøres af to ligeværdige og smukke stemmer, der supplerer hinanden meget flot (a la Bachs tostemmige inventioner).

Til materialet kan rekvireres en cd, hvor alle numre er indspillet, først med vokalerne indsunget, dernæst uden. Cd'en er meget anvendelig, men jeg vil indvende, at vokalerne ikke repræsenterer sangene optimalt. Sangene fortjener faktisk større stemmemæssig variation samt større præcision og renhed. Det råd er hermed givet videre til en eventuel kommende udgivelse.