Danskere er parate til at hæve kvaliteten

Ny undersøgelse viser, at et flertal af befolkningen godt vil betale for at få øget kvaliteten i skolen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Så godt som alle danskere mener, at mere efteruddannelse til lærerne vil hæve kvaliteten i undervisningen. Det viser en undersøgelse, som Epinion har gennemført for Undervisere.

82 procent svarer »enig« eller »helt enig« på spørgsmålet: »Hvis man ønsker bedre kvalitet i folkeskolen, er det nødvendigt, at lærerne får mere efteruddannelse«. Kun 11 procent er uenige i det. Syv procent ved ikke.

Halvdelen af danskerne, nemlig 51 procent, vil endda betale mere i skat, hvis de kan være sikre på, at pengene går til at hæve kvaliteten i folkeskolen. Kun en tredjedel (417) af de adspurgte (1.371) har selv skolesøgende børn. 38 procent ønsker ikke at betale mere i skat til skolen. 11 procent vil ikke tage stilling til spørgsmålet.

49 procent mener, at kvaliteten vil blive hævet i skolen, hvis læreruddannelsen bliver gjort længere og kommer på universitetsniveau som i Finland. 32 procent er ikke enige i det. 15 procent ved det ikke.

Også lærernes arbejdsforhold bliver tillagt stor betydning. 90 procent svarer »enig« eller »helt enig« på spørgsmålet: »Hvis man ønsker bedre kvalitet i folkeskolen, er man nødt til at medtænke lærernes arbejdsforhold«. Kun seks procent er uenige. Fire procent ved ikke.

Derimod har de adspurgte ikke meget tiltro til kvalitetsreformen, som bliver sat i værk i disse måneder.

Kun 26 procent tror på, at »Kvalitetsreformen vil betyde, at undervisningen i folkeskolen vil blive forbedret«. 48 procent forventer ikke, at kvalitetsreformen vil gøre undervisningen bedre. 26 procent vil ikke tage stilling til det spørgsmål.

Og kun 23 procent tror på, at »Kvalitetsreformen vil betyde bedre forhold for lærerne og dermed bedre rammer for en god undervisning«. 51 procent svarer nej til det spørgsmål. 24 procent ønsker ikke at svare.

Måske af gode grunde. 23 procent indrømmer nemlig, at de slet ikke har hørt om kvalitetsreformen. 50 procent har hørt om den, men er ikke klar over, hvad den indeholder. 27 procent synes, de kender noget til, hvad den går ud på.

43 procent synes, at den danske folkeskole fungerer tilfredsstillende, 51 procent synes det ikke. Seks procent ved det ikke.

1.371 repræsentativt udvalgte danskere over 17 år deltog i undersøgelsen. |

Mere kvalitet for pengene

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har sat sig i spidsen for et ministerudvalg bestående af økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen, finansminister Thor Pedersen, socialminister Eva Kjer Hansen og familie- og forbrugerminister Carina Christensen, der næste sommer skal barsle med en samlet strategi for en reformering af den offentlige sektor.

Anders Fogh Rasmussen åbnede selv ballet med at udsende »På vej mod en kvalitetsreform - debatpjece om udfordringer« og skruede kort tid efter op for debatten ved at sige på Venstres landsmøde, at en ny kvalitetsreform skal følges op af en ny lønreform, der belønner offentligt ansatte, som yder en ekstra indsats.

Regeringen har planlagt fem temamøder for at få input og nye idéer fra en bred kreds af organisationer, kommuner, regioner og forskere. Til hvert møde kommer regeringen med et debatoplæg. Det første møde om »Fri valg, brugerinddragelse og personligt ansvar« blev afholdt den 30. november 2006. Møderne 11. januar og 8. februar handlede om »Sammenhængende service - med respekt for borgerne« og »Klare mål og ansvar for resultaterne«. De resterende møder er:

22. marts: »Nytænkning, konkurrence og mere kvalitet for pengene«.

19. april: »Ledelse, medinddragelse og motivation«.

24. maj: »Samlet kvalitetsreform«.

Man kan følge reformarbejdet på www.kvalitetsreform.dk

Undersøgelsen er gennemført for månedsmagasinet Undervisere i januar 2007. Der er gennemført 1.371 telefoninterview med et repræsentativt udsnit af danskere over 18 år ved hjælp af firmaet Epinions befolkningspanel. Læs hele undersøgelsen på www.undervisere.dk