Seminarier halter bagefter

Nyudannede lærere kommer ud i skolen uden at have lært at bruge elektroniske tavler, og professionsbachelorer i ernæring og sundhed stifter heller ikke i nævneværdigt omfang bekendtskab med det nye undervisningsredskab

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Interaktive whiteboards giver ekstra muligheder i undervisningen, og mange folkeskoler er allerede hoppet med på bølgen eller er ved at gøre det. Men nyuddannede lærere står på bar bund, hvis de går ind i en klasse med et af de nye pædagogiske redskaber. En undersøgelse, som Job og Karriere, har gennemført, viser at hovedparten af landets lærerseminarier har få eller slet ikke nogen computerstyrede tavler.

»Vi skal i gang med at anskaffe dem, selvom det kniber med at finde pengene«, siger Jens Kvorning, afdelingsleder for læreruddannelsen på Hjørring Seminarium. Det nordjyske seminarium har i runde tal 500 lærerstuderende. Men det er ikke kun de små uddannelsessteder ude på landet, der svarer nul, når der spørges til antallet af interaktive tavler. Det samme gør de store i byerne som Blaagaard Seminarium, Frederiksberg Seminarium og Odense Seminarium. I Aalborg har seminariet kun en af de snilde tavler, og N. Zahles i København har kun to.

»Vi har ikke råd, og har i stedet valgt at sætte projektorer op i alle undervisningslokaler. Men vi skal inden for de kommende år kunne stille computerstyrede tavler til rådighed for de studerende«, siger mediecenterleder William Vonsild på Zahles Seminarium.

Han anbefaler at slå koldt vand i blodet.

»Jeg er lidt skeptisk over for at sætte strøm til klasseundervisningen. I mange pædagogiske sammenhænge tror man ikke længere på, at det er det optimale, at læreren står og underviser ved tavlen. Derfor er det lidt underligt at satse stort netop her«, siger centerlederen.

Trods mangel på penge og sporadisk skepsis ser det dog ud til at de interaktive tavler har fremtiden foran sig i læreruddannelsen. Silkeborg Seminarium har taget to tavler i brug, og der er ved at blive sat ti ekstra op. På Skive Seminarium har man fire, Århus Lærerseminarium er ved at teste fem og regner med at anskaffe flere, Haderslev har seks i drift.

»Vi undersøger, hvilke typer der vil blive mest brugt på skolerne i vores område. Når vi har den viden, vil der komme tavler op i alle undervisningslokaler, men lærerne bliver ikke tvunget til at bruge dem. Der skal stadig være en kridttavle til rådighed«, siger av-ansvarlig på Haderslev Seminarium Tommy D. Hansen.

De fire seminarier, der uddanner professionsbachelorer i ernæring og sundhed, er heller ikke særligt godt med, når det gælder interaktive whiteboard. Et stationært og måske et, der kan rulles rundt mellem undervisningslokalerne er det højeste antal.