Anmeldelse

I heksens hus

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skynd jer ud og køb et klassesæt af denne roman og en brugerlicens til den medfølgende cd-rom, for her er et meget spændende bogkoncept med en medrivende roman samt en masse aktiviteter til efterbearbejdning af romanen. Handlingen minder om en moderniseret udgave af det klas­sis­ke eventyr om Hans og Grete, som nu foregår i Rumænien på et børnehjem. Det er blevet til for­tællingen om tvillingerne Maja og Sebastian på 12 år, der rejser mellem den genkendelige verden og den eventyrlige, hvor det er umuligt at afgøre, hvad der er reelt oplevet, og hvad der er drøm eller fantasi.

Netop denne balancegang mellem realitet og fantasi har forfatteren tidligere vist sig dygtig til, og jeg er virkelig imponeret over fortælleglæden og fantasien i bogen. Som noget nyt er der udgivet et supplerende materiale til bogen, "Krystalkuglens hemmelighed", der er en cd-rom med både spil (både computerspil og brætspil til udprint), ekstra læsning (blandt andet heksens sorte bog og heksens hemmelige kogebog) og opgaver til bogen med ark med kodeskrift, hemme­ligheder og spilleregler. Desuden er der knyttet en hjemmeside til bogen på www.eventyrligvis.dk, hvor man kan læse mere om tvillingerne, heksens hus og den fantasifulde verden.

Det er en meget spændende bog med en levende iscenesættelse i form af alle de spændende ting, man kan fordybe sig i med cd-rommen. Der er på den måde mange planer i bogen, hvor de 9-15-årige får god underholdning til mange timer. Det er noget af det bedste, jeg længe har set, og fuldt ud på højde med de bøger, som læses af børn på mellemtrinnet.

Powered by Labrador CMS