Pædagogiske polariseringer

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er moderne med polarisering i samfundet. Overalt finder vi den - og hvorfor ikke også i skolen. De økonomiske vismænd bidrager til uheldig polarisering, når de vil definere, hvad der skal ske i skolen, ved at sige, at »man skal benytte sig af undervisningsmetoder, der i systematiske undersøgelser har vist sig effektive«. Kodeordet her er evidensbaseret læseundervisning. Nærmest et mantra. Desværre har Haarder også skiftet højskoleidealerne ud med evidensbegrebet, når han vil diktere skolens nye veje. Han skulle hellere lytte til sine rødder end til vismændenes råd. Jeg tror, at den højskole, som Haarder har god kundskab om, ved bedre end vismændene, hvordan man med viden, blik for barnet og frodig formidling udvikler videbegærlige mennesker med fremsyn, vilje og aktiv livsindstilling. Min hovedpointe er, at når menneskesynet og værdisynet og med det målperspektivets generelle indhold er fastlagt, da kan vi ud fra eksisterende forskning let tilføje, hvilket indhold læseundervisningen skal have gennem skoleforløbet for at skabe gode læsere. Her er nøgleordet læseteoretisk balance.

Problemet med forskning, som skal vise noget om metoders effektivitet, er, at den næsten er umulig at gennemføre, så resultaterne kan overføres til praksis - og give de samme resultater. Her er tale om en stærk overvurdering. Opskriften på bedre læseresultater ligger mindre i læsemetodikken end i alle de andre forhold, som undervisning består af. Det betyder ikke, at læsemetodikken er ligegyldig. Læsemetodikken, som al anden fagmetodik, må imidlertid grundlæggende udspringe af et læringssyn, som tager afsæt i barnet som aktør i sin egen læringsproces, frem for et læringssyn, som gør barnet til genstand for undervisning. Det betyder, at læreren må føle sig fagligt sikker, fordi der må finde en individuel tilpasning sted, som ikke står i nogen lærebog. Derfor er både grunduddannelsen og uddannelsen til læsevejleder af stor betydning.

Det, man ofte glemmer, er, at undervisning handler om fokus på læreproces før produkt. Når et produkt foreligger, er læreprocessen forbi. Og det er i selve processen, læringen finder sted. Det vil sige, at vil du have bedre resultater, må du påvirke elevens arbejdsmåde for at nå frem til et godt produkt. Moderne teori om evaluering i det daglige arbejde er netop optaget af dette. Fortalerne for en evidensbaseret undervisning har tendens til at definere undervisning som produktorienteret. Men da undervisning i dag ikke mere drejer sig om tabeller, årstal og vokaltavler, så vil den resultatorienterede lærer, med eleven som aktør, i stedet for skabe engagement, involvering og gode måder at deltage i læringsprocessen på. Polariseringen bliver da mellem at tage udgangspunkt i barnet i modsætning til at tage udgangspunkt uden for barnet. Mellem at bygge videre på det, eleven kan, i modsætning til at tørtræne. Skolen må ikke blive en færdighedsfabrik, som direktør Arne Vesterdal skrev i en kommentar i Folkeskolen nummer 49/2006.

K.B. Madsen, som underviste i psykologiens historie på Danmarks Lærerhøjskole, gjorde et stort nummer ud af, at en teori, som ikke i sin basis havde formuleret klare tanker om menneske- og værdisyn, ikke kunne få fuld anerkendelse. Jeg vil i forhold til metodikken understrege, at der består et vigtigt forhold mellem læringssynet og metodikken. Jeg håber, at de kommende læsevejledere i skolen på god K.B. Madsens-vis får mulighed for at drøfte forholdet mellem læringssyn og metodik. Jeg tror, at mulige forbedringer i danske børns læsefærdigheder er afhængige af det.

Jørgen Frost er seniorrådgiver ved Bredtvet Kompetansesenter i Oslo

»Opskriften på bedre læseresultater ligger mindre i læsemetodikken end i alle de andre forhold, som undervisning består af«