Debat

Forældreklagen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg finder det beklageligt, at skoleleder Erik Mønster, Virupskolen Århus, på folkeskolen.dk og i Folkeskolen nummer 2 fremkommer med direkte usande og udokumenterede udsagn. Det er ikke rigtigt, at sagen startede i 2004. Jeg henvendte mig allerede i 2001 og gentog mine henvendelser i årene frem til 2004 om min søn og videre frem til december sidste år om min datter. Flere forældre henvendte sig ligesom jeg til skolen om min søns klasse, og jeg har tillige henvendt mig flere gange til den kommunale skoleforvaltning.

Jeg anerkender Mønsters behov for at forsvare sig selv og sin skole, men tager kraftigt afstand fra en skoleleder, som ikke forholder sig professionelt og sandfærdigt til sagens fakta. Erik Mønster henviser til en episode, hvor en anden elev fik et raserianfald og tog kvælertag på min datter, kastede hende ind i et bord og kaldte hende en fed luder. Det var blot den sidste af en årelang række af episoder omfattende fysiske overgreb, krænkelser og trusler fra elever i mine børns klasser ligesom ubehageligheder fra min datters klasselærere de første år. Skolen har haft alle muligheder for at iværksætte tiltag, men trods mine gentagne opfordringer har Mønster ikke undersøgt sagerne nærmere hos mig eller iværksat tiltag, og lærernes arbejde har ikke ført til trygge og sunde forhold i klasserne. Jeg har valgt at stå frem og dokumentere vores oplevelser, fordi vi desværre ikke står alene med den slags skoleoplevelser, og jeg håber på denne måde at bidrage til forandringer. Undervisningsmiljøet må efter min opfattelse indeholde og afspejle de samme værdier og normer for adfærd og omgangsform, som vi voksne stiller krav om på vores arbejdspladser og i familien.

Forkortet af redaktionen

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler