Det er ikke nemt, men det er vigtigt

Skolen skal moderniseres, siger EU, og alle europæere er fælles om en række problemer, som man bedst kan løse sammen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Danske skoler kan sagtens gøre det bedre, hed en interviewoverskrift her i bladet i sidste uge. Udsagnet kom fra Andreas Schleicher, som står i spidsen for OECD's Pisa-undersøgelser.

Så bastant udtaler EU's uddannelseskommissær, Jan Figel, sig ikke. Han slår om sig med tal og statistikker på samme måde som Schleicher, men hans formuleringer var noget mere runde og venlige, da han i sidste uge gav Folkeskolen sit syn på EU og på europæiske uddannelsesudfordringer.

Skolen skal moderniseres i alle medlemslande, også i Danmark, siger Jan Figel.

»Men modernisering er ikke noget, der kan overstås på én gang, det er en løbende proces. En slags permanent invitation til forandring, så at sige«, argumenterer den 47-årige slovak.

Hver generation må forny sig, og det skal gå endnu hurtigere nu, hvor verden forandres så hurtigt, og skolens metoder, indhold og relationsformer hele tiden bliver udfordret.

Danmark er et opmuntrende eksempel

»Både i EU og blandt OECD-landene investerer Danmark mest i uddannelse, så I er et opmuntrende eksempel til efterfølgelse«.

»Og det er kun muligt«, tilføjer han, »fordi der i Danmark er en stæk samfundsmæssig og politisk konsensus om uddannelse. Danmark investerer mere end otte procent af bruttonationalproduktet på uddannelse, i EU er gennemsnittet omkring fem procent. Hvis man vil have et videnorienteret samfund, må det være tydeligt i finansieringen«.

De skandinaviske lande investerer to procent i videregående uddannelser, USA bruger 2,7 procent, men gennemsnittet i EU er kun på 1,5, remser Jan Figel op. Men det er »meget sensitivt« at sætte kvantitative mål, siger han. For de bliver straks politiseret. Opfylder vi dem eller ej? Er det godt, det der foregår? Og hvordan kan vi sammenligne?

»Det er ikke nemt. Men det er vigtigt, at vi følger udviklingen. Man kan sige, at Europa er mere modent nu. Vi harmoniserer ikke, men vi deler data, og vi udveksler viden«.

Isoleret er vi svage

Hvis uddannelseskommissæren mener noget om de danske uddannelsesprioriteringer, holder han det for sig selv.

»Udfordringen er selvfølgelig ikke kun at investere mest, men at investere bedst. Det handler om kvalitet, og nogle beslutninger skal tages i kommunen, andre nationalt«, lyder det diplomatiske svar på spørgsmålet om Danmarks investeringer.

»Og«, fortsætter han, »nogle beslutninger skal foregå på europæisk niveau. Fordi vi er fælles om mange af problemerne«.

»Vi er fælles om udfordringen fra globaliseringen, og isoleret er vi svage. Hverken Danmark eller Slovakiet kan stå alene. Ja, heller ikke Tyskland og Frankrig er stærke nok til at klare globaliseringen, så nogle af svarene skal vi være fælles om, og sammen kan vi se globaliseringen som en mulighed - ikke som en trussel«.

Livslang læring for alle

Der er selvfølgelig lande, der opnår bedre uddannelsesresultater end andre, men alle har problemer, siger Jan Figel, og EU har derfor fastlagt fem såkaldte bench-markområder, så man kan sammenligne udviklingen.

»Næsten seks millioner unge i EU forlader uddannelsessystemet for tidligt, det frafald skal begrænses. På samme måde er der for mange, der ikke læser godt nok, og alt for få får en uddannelse. Det fælles EU-mål er, at 85 procent af en årgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse i 2010, men i Sydkorea er der allerede 95 procent, der klarer det i dag«.

Der er for få kvinder, der vælger naturfags- og teknologiuddannelser, så her skal der også ske forbedringer. Det sidste ­benchmarkområde er efter- og videreuddannelse, eller livslang læring, LLL, som det hedder i EU-jargonen.

»Her er Danmark et foregangsland med 27 procent«, siger Jan Figel. I EU ligger gennemsnittet omkring de ti procent, og i de nye medlemslande er det fem.

»LLL er ikke luksus. Efteruddannelse er ikke kun noget, man skal af helt konkrete årsager, det er en generel nødvendighed. Vi må vænne os til, at det ikke er nok at blive uddannet én gang i livet, vi skal hele tiden lære nyt og udvikle nye færdigheder«.

Hvordan kan vi vide, hvilke nye færdigheder der bliver brug for?

»Ved at se sig omkring i samfundet - eller i lokalet«, svarer Jan Figel og peger på Folkeskolens lydoptager i iPod-størrelse.

»Man skal mestre digitalteknologien for at beholde sit job. Digitale færdigheder er en vigtig del af det at kunne bruge sin læseevne. Det må være en del af skolens læreplan og selvfølgelig en del af lærerens kompetencer. Lærere skal kunne det for at lære andre at bruge det. Og det handler langtfra kun om PowerPoint-præsentationer og undervisning i it-lokalet, men om at kunne arbejde tvangfrit med indholdet«.

EU er ikke udenrigspolitik

Jan Figel ser ingen modsætning mellem, at EU sætter fælles mål for modernisering af skolen, og så det, at det er de enkelte medlemslande, der har ansvaret for grundskolen.

»Det mener jeg ikke, der er. For igen: Vi behøver ikke at harmonisere for at udvikle og forbedre. De afgørende faktorer er ikke superforslag fra Bruxelles, men at medlemslandene arbejder sammen og bliver inspireret af hinanden. Problemet ville være, hvis uddannelsesforhold blev marginaliseret eller sat uden for den europæiske debat og EU-samarbejdet«.

EU er ikke udenrigspolitik, understreger Jan Figel.

»EU handler om hverdagssamfundet. Europæisk integration betyder ikke assimilation, det betyder mulighed for deltagelse. Vi skal alle opbygge en bevidsthed om vores rettigheder som borgere i unionen, og når mennesker bliver klar over det, vil de bruge det, søge indflydelse, vælge, beslutte og stemme«.

Forskellighed beriger

EU taler om, at elever med mange forskellige kulturelle og sproglige baggrunde kan være en berigelse, der giver nye læringsmuligheder. Men er forskellige kulturer ikke lig med problemer?

»Det er to syn på det samme«, svarer Jan Figel. »Nogle mennesker opfatter det som interessant og berigende, andre ser mest problemerne, men vi må først og fremmest forholde os til, at forskelligheden vokser«.

»Men det er først og fremmest en realitet, at forskelligheden vokser - også i Danmark. Det skyldes både indvandring og EU's udvidelse, men jeg mener, at udvidelsen gør unionen mere europæisk, og det handler ikke om geografi eller marked, men om mennesker«.

Det er et af EU's mål, at alle skal tale to sprog ud over modersmålet.

»Det er ikke nok, at alle kan engelsk. Det er godt med flere sprog og flere kulturelle tilgange. Det er krævende, ja, men det betaler sig tilbage«.

Det er farligt, hvis EU bliver lig med Bruxelles. Det er farligt, hvis Bruxelles bliver lig med Kommissionen, siger Jan Figel.

EU er ikke kun uenighed om traktaten. EU-unionen er også europæiske resultater:

»Det handler om oliepriser og om Ruslands overraskende opførsel i vinter. Vi skal have en energipolitik. Det handler om klimaforandringer, om registrering af kemikalier og om teknologisk samarbejde, så vi kan tilpasse os de nye tider. Vi skal levere resultater til folk i hverdagen. EU-borgerne skal opleve, at det europæiske samarbejde virker i praksis«.

Identiteter, der supplerer hinanden

Men mange ser sig selv mere som danske end som europæere.

»National identitet er en vigtig europæisk værdi. Vi er ikke Europas Forende Stater - og skal ikke være det. Jeg ser europæisk identitet som en flerhed af elementer, der supplerer hinanden. I Slovakiet, hvor jeg kommer fra, opleves deltagelsen i Schengen-aftalen for eksempel som meget vigtig. Folk føler sig mere frie og ligeværdige. Den er et konkret hverdagstegn på et tilhørshold som en del af den europæiske identitet. Det er, når identiteter stå i modsætning til hinanden, vi får problemerne med nationalisme og fremmedangst«, siger Jan Figel.

»Og så er det vigtigt at huske, at vi også er verdensborgere, at menneskeheden er én familie«, tilføjer han. »Som europæere må vi også forholde os til helheden. Vi må beslutte, om vi er iagttagere, eller om vi vil tage ansvar og handle aktivt«.

Kommissær for kultur og uddannelse

Jan Figel er 47 år, civilingeniør fra Slovakiets tekniske universitet, har studeret udenrigspolitik på Georgetown University i Washington DC og er tidligere slovakisk udenrigsminister.