Anmeldelse

God håndbog i undervisningsdifferentiering

Om at tilgodese alle elevers behov

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Børn er forskellige, ikke to er ens, og børn ændrer sig ret hurtigt. Ja, det ved enhver mor, far og enhver lærer i skolen. Men når vi begynder at tale om undervisningsdifferentiering og se på, hvordan man som lærer helt konkret skal forholde sig individuelt til 24 eller 27 børn i en indskolingsklasse, hvor udviklingspotentialerne måske spreder sig over tre-fire år, så er der ikke mange selvfølgeligheder eller "plejer" til stede. Hvad gør vi, når vi skal motivere de fagligt svage elever, så de bevarer gnisten til at blive ved med at kæmpe? Og hvad gør vi ved de elever, der hele tiden får løst de opgaver, vi giver dem, i løbet af ti minutter, når vi nu har sat 25 minutter af til aktiviteten, og der sidder mindst fire andre, som skal have det for som hjemmelektie, fordi det kræver mere af den enkelte, end læreren lige var klar over?

Derfor er det rigtigt hjerteligt velkomment, at der nu er udkommet en meget lærd bog på dansk med en masse teoretiske overvejelser over disse problemer, og over hvordan man i praksis kan tilgodese alle elevers behov. Det er første gang, at en tekst af den amerikanske pædagogikprofessor er oversat til dansk, hvilket gør, at vi som undervisere bør være ekstra opmærksomme på, hvad amerikanere har snakket om i de pædagogiske kredse de sidste ti år! Her ses det tydeligt, at amerikansk pædagogik ikke tænker så meget i hvorfor, men mere i hvordan. Men der bliver dog også gjort en del ud af at definere, hvad der menes med begrebet undervisningsdifferentiering. Hvad kendetegner et differentieret klasseværelse? Hvad er differentieringens enkelte elementer? Hvordan understøttes et læringsmiljø, hvor differentieringen prioriteres?

Og så kommer konklusionen: Al god undervisning og al god differentiering begynder med en vellykket instruktion! Både lærere og elever skal da vide hvordan, før man kan udføre et godt stykke arbejde. Man kan også sige, at undervisningsdifferentiering bunder i sund fornuft. Desuden er vi godt med - her i Danmark - når vi taler om læringskontrakter og elevudviklingssamtaler, men vore redskaber kan jo altid forfines, og det hjælper denne håndbog os med. Der er rigtig god hjælp at hente til både den erfarne og novicen i undervisningsverdenen.

Bogen henvender sig til lærerstuderende, lærere og pædagoger af mange slags. Det er bestemt en bog, som jeg har holdt af at læse, fordi forfatteren fortæller ud fra et kærligt og engageret lærerliv med undervisning af børn i mere end 30 år. Der idylliseres en del om, hvordan det var at væ­re sko­le­frøken i de små landsbyskoler ude på prærien, men samtidig understreges det også, at al den snak om undervisningsdifferentiering ikke er anderledes eller vanskeligere, end man selv gør den til.