Anmeldelse

Lekens roll i förskola och förskoleklass

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er en god og tankevækkende lille bog med 13 artikler fra den seneste svenske forskning om vigtigheden af børns leg i børnehave og børnehaveklasse - og efter min opfattelse: hele indskolingen. De fleste af artiklerne har været publiceret i tidsskriftet "Förskolan".

Undersøgelser af børns leg er lige så vigtige som effekten af forskellige pædagogikker. Bogen er hjertelig velkommen i en tid, hvor den strukturerede pædagogik i effektiviseringens navn er ved at være enerådende i Danmark.

Jeg har valgt at omtale to af artiklerne: Therese Welén undersøger synet på og teorier om leg gennem tiderne - også de gamle grækere så sammenhængen mellem leg og læring. I det feudale samfund er arbejdet for de fleste mennesker knyttet til årstiderne, og i de perioder med mindre arbejde er der tid til at feste og lege med børnene. Under industrialiseringen sker der store forandringer i samfundet, og livet styres ikke længere af naturen. Behovet og interessen for at studere legen opstår for alvor i slutningen af 1700-tallet, hvor Rousseau og Fröbel markerede sig. Welén opdeler derefter historien i tre forskellige legeteorier og perspektiver: Den "udviklingspsykologiske" med Piaget og Gesell, den "psykoanalytiske" med Freud, Hamburger og Erikson, hvor legen ses i symbolsk form, og den "grænseoverskridende", hvor man ser legen i en sammenhæng med virkeligheden.

Charlotte Tullgren anvender Michel Foucault i sine studier. De viser, at alle lege i børnehaven styres mere eller mindre usynligt af de voksne, som tror, at de leger på børnenes vilkår. Men det gør de ikke.

De er fanget i pædagogrollen, som indebærer ideen om at lære barnet noget eller at være et forbillede. Barnet leger i nuet og pædagogen med fremtiden for øje.

Leg kan være en udmærket pædagogisk metode til at fremme en lærende udvikling, og børnehaveklasserne har vel betydet en mere legende pædagogik i skolen. Men det er også vigtigt at møde børnenes egen leg og verden med respekt og værne om de værdier og den udvikling, der ligger i den fri leg befriet fra de voksne og deres dagsorden. Hver gang man styrer eller bryder ind i børns leg, unddrager man dem erfaringer, hvilket påvirker deres udvikling.