Anmeldelse

Hvad kan jeg blive 2007

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Værsgo - to kilo uddannelse og arbejde. Det er, hvad klassikeren "Hvad kan jeg blive" tilbyder. Årets udgave er nummer 27 i rækken, siden den første udkom i 1953. Meget er forandret siden da, og det voluminøse værk er et godt udtryk for den eksplosion i uddannelsesområder og -veje, der skal dække samfundets behov for uddannet arbejdskraft i dag. Det er svært at orientere sig i uddannelsessystemet, træffe beslutninger og medtænke de faktorer, der har indflydelse på valgprocessen, for eksempel tilmeldingsprocedurer, økonomi, bolig, jobsøgning og startvanskeligheder.

Bogens indhold er klart relevant for både førstegangsvælgeren og for den voksne, der vil skifte karriere.

Overvejelser over selve valgprocessen fører via en interessenøgle med 33 områder, for eksempel arkitektur og byggeri eller edb/it, ind i leksikonafsnittet, hvor mere end tusind forskellige uddannelser og job er beskrevet i artikelform med kerneoplysninger efter en og samme logik. Alt gennemrevideret med de nyeste oplysninger og ændringer. Et afsnit med baggrundsartikler belyser valgets præmisser ud fra andre indfaldsvinkler såsom det danske uddannelsessystem, Statens Uddannelsesstøtte, specialpædagogisk støtte, det danske arbejdsmarked og mulighederne i udlandet. Endelig er der link til kilderne og et fyldigt adresseafsnit.

I dag, hvor alle oplysninger er tilgængelige på internettet, kan det synes overflødigt med denne udgivelse. En bog har dog stadig den værdi, at den er hurtig at slå op i. Man skal ikke tænde for den. Den kan læses alle steder. Man kan sammenligne og lade sig inspirere blot ved at bladre i den. Den er god at have ved hånden på kontoret og i vejlederens venteværelse, men den er også god at lade elever låne med hjem, når familien skal snakke om juniors fremtidsplaner, om det så er dykker, dyrepasser eller dørmand, der er drømmen.