Debat

Alliancen til nedbrydning af skolen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Alliancen mellem den politiske venstreside og den pædagogiske ekspertise fungerer skam endnu med nedbrydning af folkeskolens egentlige funktion som enigt mål. I Folkeskolen nummer 1 stækker lektor Erik Sigsgaard i »Bagsmækken« den undervisende lærer ved at gøre hans lejlighedsvise og ofte nødvendige skældud til en slags mobning, samtidig med at lærerens undervisningsudøvelse forvandler ham fra et 24-timers altruistisk opofrende, trancendentalt englevæsen til en gemen jordisk undervisningsfunktionær, der nedværdiger sig til at tænke i arbejdstid og løn. Føj da. Og i samme nummer finder den folkesocialistiske Pernille Vigsø Bagge årsagen til det omsiggribende mobningsfænomen i den fagundervisende skole. Tænk, at en vægtning af faglige kundskaber kan få skyld for, at den rene ondskab breder sig blandt børnene. Og tænk, hvis den forestående mobbelov virkelig blev en forbudslov. Så ville det mest logiske og effektive være helt at forbyde de forbandede skolefag med halehænget af barnefjendske lærebøger. Ondet skal jo altid have en årsag. Og når alle parter nu i forvejen er stærke modstandere af den fagundervisende skole, kan man jo lige så godt give fagene og kundskaberne skylden for alverdens ulykker og nedgøre lærerne til usle funktionærer, hvis de forfalder til at betragte undervisningen i fag som noget værdifuldt.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler