Debat

Skolen skal være en myndighed

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er positivt, at Folkeskolen sætter fokus på mobning. Ikke overraskende vil jeg fortsætte den »skingre tone« ved fortsat at hævde, at det kan gøre en forskel at udarbejde en mobbelov, ligesom jeg vurderer, at skoleledere alt andet lige vil prioritere problemet højere, såfremt der kommer sanktioner på bordet. Naturligvis skal mobberne ikke kriminaliseres, men der er intet i vejen med at signalere, at ligesom det har konsekvenser at ødelægge skolens materiel, vil det også have konsekvenser at chikanere andre elever. Det handler udelukkende om at tilgodese de børn, som har det så dårligt, at de ikke kan overkomme at stå op og gå i skole på grund af frygt for deres såkaldte klassekammerater.

Det afgørende, når man skal bekæmpe mobning, er dog ikke kommunens, regeringens eller Folketingets rolle. Det altafgørende er, om den enkelte skole formår at træde i karakter og fremstå som en myndighed. Der skal slås hårdt ned på mobning, og forældrene skal inddrages øjeblikkeligt.

I Dansk Folkeparti er vi tilfredse med undervisningsminister Bertel Haarders planer om en styrket indsats mod mobning. Vi har tidligere foreslået en lovændring, men vi er åbne over for ministerens tanker om at skrive det ind i kommunernes årlige kvalitetsrapporter.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det vigtigste for os er, at indsatsen bliver forpligtende for kommunerne. En folkeskole som den danske kan ikke være bekendt, at børn og unge ikke kan klare hverdagen i folkeskolen på grund af mobning, og nu er det på tide at handle. Ministeren har været længe om det, men bedre sent end aldrig.

Forkortet af redaktionen