Elevplaner må ikke fylde for meget

Elevplanerne er en ny obligatorisk opgave, lyder meldingen fra KL og Danmarks Lærerforening

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

KL og DLF er blevet enige om at sende et brev til kommunerne, hvor man slår fast, at elevplaner er en ny opgave, og hvor man samtidig lægger vægt på, at udarbejdelsen af elevplaner skal foregå kortfattet og præcist, hvilket er en anbefaling til skolerne om ikke at bruge for mange resurser på arbejdet med elevplaner.

»Brevet efterlader ingen tvivl om, at arbejdet med elevplaner skal prioriteres, når kredse og kommuner forhandler arbejdstid, og at indsatsen på området ikke skal tage overhånd«, siger formand for fagligt udvalg i DLF, Lotte Lange.

Noget tyder på, at der er behov for klarhed. En undersøgelse, som DLF gennemførte i december 2006, viser, at det kneb gevaldigt med at få indgået aftaler om elevplaner.

»Vi famler. Vi savner central aftale om tidsforbruget«. Sådan lyder en af kommentarerne til undersøgelsen.

Kun i hver tiende kommune var der indgået en aftale, og kun i 40 procent af kredsene fandtes der skoler, der havde indgået aftaler.

Tiden er et ømt punkt

»Ny Middelfart Kommune har signaleret, at man ikke vil afsætte ekstra tid, og at opgaven skal løses inden for tiden til teamarbejde, forberedelse og efterbehandling af undervisning. Vi har sagt, at der skal gives tid. Elevplanerne giver store frustrationer, og der er en del surhed over, at KL ikke centralt vil afsætte tid til opgaven«, siger Heine Bekskov Kristensen, formand for Vends Herreds Lærerkreds.

Lotte Lange, formand for fagligt udvalg i DLF, mener ikke, at man kan bebrejde KL, at der mangler en aftale.

»Kritikken skal rettes mod regeringen, der har bestemt, at det er ude på skolerne, der skal træffes aftale om indholdet i elevplanerne. Det gør det umuligt at indgå en central aftale. Lærerforeningen har desuden bevidst undladt at komme med et udspil, fordi skolerne ikke skulle være bundet af en bestemt standard«, siger hun.

Undersøgelsen viser, at man de steder, hvor parterne snakker med hinanden, tit bliver enige om, at der kun skal udarbejdes et sæt elevplaner i løbet af dette skoleår.

Lotte Lange mener, at det er godt, hvis aftalerne giver plads til forskellighed, og at det er godt, at man i mange kommuner og på mange skoler betragter 2006-2007 som et prøveår.

folkeskolen@dlf.org