Det er både fornuftigt og nødvendigt, at lærerne kommunikerer grundigt med hver enkelt elev om, hvordan arbejdet foregår, og om hvordan læringen kan ske på den bedst mulige måde. Det er også nødvendigt, at der foregår en løbende dialog mellem lærere, elev og forældre om undervisningen. Og det kan være særdeles praktisk, at der bliver sat ord på print om noget af det, så man har noget at tale ud fra - og noget at vende tilbage til.

Så langt kan der være bred enighed. Og sådan arbejdes der rigtig mange steder med godt udbytte for alle parter.

Men selv om de nye elevplaner vil kunne beskrives på samme måde, er der ikke mange skolefolk, der gør det. Af mange grunde. Og først og fremmest fordi undervisningsministeren har smidt dem i hovedet på lærerne oven i en masse andre nye opgaver. Og fordi de kræves indført i huj og hast, uden at man centralt og lokalt har haft en chance for at få afklaret, hvordan og hvornår arbejdet med elevplanerne skal foregå. Og uden en afklaring af, hvilke andre opgaver der så ikke skal udføres - eller udføres ringere.

Fra Undervisningsministeriets nye styrelse med det halsbrækkende navn Styrelsen for Evaluering og Kvalitetsudvikling i Grundskolen er meldingen, at en elevplan ikke skal være noget stort og uddybende. Det lyder rigtigt og sympatisk. Men det er stadig en uomgængelig realitet, at arbejdet med elevplaner er en ny, obligatorisk opgave, der kræver tid. Tid, der skal findes ved at nedprioritere noget andet. Og inden man når frem til en hverdag, hvor det kan blive en realitet, skal kommuner og lærerkredse have aftalt vilkårene. Det skal afklares, hvem der gør hvad og hvor ofte. Man skal finde ud af, hvordan formen skal være, og hvordan de skal håndteres administrativt. Der skal udvikles it-værktøjer. Og så videre og så videre.

Alt sammen samtidig med, at lærere og skoleledere kæmper med at stå oprejst i en flodbølge af andre centralt dikterede, nye opgaver. Det er ikke at arbejde med lærerne. Det er ikke at støtte elevernes læring. Det er ikke at styrke fagligheden. Og det er ikke at udvikle kvaliteten. Det er politisk arrogance - en arrogance, som en minister kun kan tillade sig, fordi han ved, at han har et solidt flertal i Folketinget bag sig og ikke behøver at lytte til argumenter, men blot kan majorisere sin politik igennem.

Det er ærgerligt. For rigtigt håndteret, tidsmæssigt fornuftigt planlagt og aftalt i en dialog kunne elevplaner blive et fornuftigt element i skolehverdagen.

-th