Anmeldelse

Fysik/kemi

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er slet ikke så enkelt at skrive en lille praktisk opslagsbog, som både er fagligt korrekt og let at læse og forstå for eleverne. Der må simpelt hen indgås nogle kompromiser, og det lykkes ikke lige godt hver gang for forfatterne. Et eksempel på dette er energi, som både er et hverdagsbegreb og et veldefineret, men kompliceret fysisk begreb. I bogen hedder det: "Hvis en ting er i stand til at udføre arbejde, siges den at have energi. Energi kan få noget til at ske. I sig selv er energi ingenting". Måske er det ikke direkte forkert, men det er mangelfuldt og uklart.

Bogen er delt op i cirka tres emner, som er ganske passende udvalgt i forhold til faghæftet i fysik/kemi. Emnerne strækker sig fra fysiske og kemiske begreber som elektromagnetisme og pH til temaer som sikkerhed i fysik/kemi-laboratoriet, kendte fysikere, kemikere og astronomer og tilsætningsstoffer. Temaafsnittene giver en rimelig fyldig, relevant og for eleverne brugbar orientering, men stemmeføringen bliver ofte for ulden og upræcis, når vi kommer ind på de mere teoretiske dele.

Det lille format, det enkle og overskuelige layout og det omfattende register gør bogen snild at arbejde med for de ældste elever i skolen.