Folkeskolens leder:

Klassisk mobning

Mobning.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den 9. januar smækkede Politiken en et år gammel nyhed om mobning på en privatskole på forsiden. Historien handler om påstået »falsk markedsføring«, og som kunder hos det private foretagende, Taastrup Realskole, kræver forældrene erstatning og skolepengene tilbage, fordi deres søn er blevet mobbet, og fordi skolens mobbepolitik tilsyneladende kun var flotte ord på internettet.

Parallellen til folkeskolen holder altså ikke hele vejen, for dér betales skolegangen af alle over skatten. Men mobning er en dybt alvorlig sag - uanset hvor den foregår - og desværre er det langtfra alle skoler, der har en aktiv anti-mobbepraksis. Den mest oplagte forklaring er nok, at ledere og lærere har pisketravlt med alt muligt andet. I flæng kan nævnes politisk hastværk og uklarheder om elevplaner og roderi om nye prøver og prøveformer. Alt kan ikke have førsteprioritet. Men som undskyldning for ikke at gøre nok mod mobning dur forklaringerne ikke. Der skal gøres noget. Overalt. Og hele tiden.

Desværre dur de forslag, som politikere hidtil er kommet med, ikke. Dansk Folkeparti scorede mest skingert ved at forlange, at skoleledere skal trækkes i løn og i sidste ende fyres, hvis deres indsats ikke virker overbevisende. Alene Taastrup-sagen viser det umulige i forslaget. Den leder, der nu trækkes rundt i mediecirkusset, var slet ikke ansat, da mobningen fandt sted. Forslaget om at forbyde mobning ved lov er næsten lige så tåbeligt, det vil blot kriminalisere en række børn og unge. Det er ikke det, der er brug for. Og faktisk har vi allerede en anti-mobbelov. Men selv om loven om elevers undervisningsmiljø trådte til for seks år siden, er det kun et mindretal af skoler, der har vedtaget en anti-mobbepolitik.

Det indledende citat af Lars Bom fortsætter: »Min skole greb ikke ind, men det var mest, fordi jeg fornægtede det. Jeg håndterede nemlig mobningen sådan, at jeg underlagde mig mine plageånder og blev nær ven med dem. Jeg turde simpelthen ikke sige noget til de voksne af frygt for repressalier«. Det illustrerer, hvor komplekse og individualiserede problemerne er. Derfor må skoler og forældre gå sammen om at påvirke hele hverdagskulturen omkring skoler og skolefritidshjem - og på mobiltelefoner og internet. En anti-mobbeholding må gøres til et vigtigt element af skolekulturen. For alle. Men det er de voksnes ansvar - både hjemme og i skolen - at tage initiativer og følge op mod mobning. Det koster tid og arbejde, ja. Men menneskeligt og økonomisk er det en god investering.

-th

»Jeg var udsat for klassisk mobning i et intenst forløb ... Det var både fysisk og verbal mobning. Så jeg véd, hvor vigtigt det er, at skolerne griber ind og skaber et trygt rum for alle elever« Lars Bom, skuespiller, i B.T. den 10. januar