Drømmen om et alternativ

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Et nytårsbillede

En af disse januardage holder hun op, viceren. De leger så meget på hendes skole, og alle vil de lige fortælle hende noget meget vigtigt. Der bliver klappet, knust, holdt lidt om og grinet. Da den 15-årige en dag stod der, smidt ud hjemmefra, var der plads hjemme hos en af lærerne. Skolen ligger på landet, men den har altid været i front. De var med, da Jens Bjerg lavede forsøg med enhedsskole, og de forsvarede forsøget offentligt, da den tids får og bukke-ideologer drog i felten. Hvad er det særlige ved viceren? Måske at hun ser børnene mere som børn end som elever, skolen som livsarena mere end som undervisningsinstitution.

Vinden blæser ikke hendes vej i dag. Næste vicer skal bruge mere tid på »det uindskrænkede bureaukratvælde«, der trænger stadig mere frem. Test og udviklingsplaner og evalueringer og test igen. Tendensen til at reducere lærerne til undervisningsfunktionærer.

En nytårshistorie

Vil du se vores antimobbeplan? spurgte inspektøren mig og undrede sig, da jeg sagde nej tak. Jeg troede jo, den som andre mobbeplaner kun handlede om børnene - mobberne og ofrene. Jeg blev klogere. Den gav også detaljerede forskrifter for ledelsens og andre voksnes forpligtelser, hvis et barn klagede over en lærers skældud eller mobning. Noget er der altså sket, siden jeg trådte ind i en folkeskole som vikar i 1956 og blev instrueret i den rette brug af de forskellige tykkelser spanskrør.

Men hvor meget mon? Hvor mange steder er der bestemmelser til beskyttelse af børn også mod læreres og pædagogers skældud og mobning? Og hvor mange steder ydes der hjælp til den lærer, der straffer, bebrejder, kritiserer og udskælder for meget? Hvad står der i diverse planer om disse ting?

En nytårsdrøm I

Engang på Fyn gav gårdvagterne sig til at lege med børnene i frikvartererne, for det var med i en sundhedsplan for otte kommuner. Og børnene elskede det - og trak de gårdvagter, der var lidt tøvende, med. Gid lærernes leg med børnene vil komme med i sundhedsplanerne. Ti stegte sild på, at det er endnu vigtigere for børnenes - og lærernes - sundhed end gulerødder og gymnastik.

En nytårsdrøm II

Der findes en skole, hvor børn fra 1. til 6. klasse går i 30-børns helt aldersintegrerede grupper. Det meste af tiden leger og lærer de sammen, de seksårige, de niårige, de 12-årige. Til engelsk og et par andre ting er de mere aldersopdelt. Børnene kan lære af hinanden, gøre efter hinanden, hjælpe hinanden, vise hinanden omsorg. Lærerne skal ikke bruge så megen tid på at holde disciplin og på banale instruktioner. Børnene får mere arbejdsro og dermed arbejdsglæde. Ingen andre skoler har overtaget dette geniale og enkle koncept. Min nytårsdrøm er, at det vil blive lige så smittefarligt som influenza.

Til sidst - en utopi

Jeg drømmer om, at De Radikale, Enhedslisten, Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti vil formulere en alternativ uddannelsespolitik, der bygger videre på vores erfaringer fra før istiden, da folk kom rejsende langvejs fra for at se vores foregangsskoler, og fører dem ind i en fremtid med leg og glæde og lystfyldt læring.

Jeg gætter på, at vi er mange, der med glæde vil hjælpe med i udviklingen af alternativet. Bare send en mail.

Erik Sigsgaard er seminarielektor og forsker

»Jeg gætter på, at vi er mange, der med glæde vil hjælpe med i udviklingen af alternativet«