Kære Bertel Haarder.

I Politikens kronik i sidste uge skrev du, at du i efteråret ringede til Anders Bondo Christensen og beklagede dine udtalelser til ugebrevet A4 om, at lærerne har jamret sig ned ad rangstigen.

»Min beklagelse blev bragt, men - som det jo er med dementier - så blev den bragt som en lille note langt inde i bladet Folkeskolen«, skriver du i kronikken.

Men du har ikke gjort dit hjemmearbejde godt nok, Haarder, dine påstande er lodret forkerte. Samme dag, som A4 citerede dig for din jammerudtalelse, skrev vi en nyhed om det på www.folkeskolen.dk

Din beklagelse fortalte vi om dagen efter. Ikke fordi du havde henvendt dig til os, for det gjorde du aldrig. Men fordi www.berlingske.dk havde skrevet om det. Hvad du fortæller DLF's formand i telefonen, kan vi jo ikke vide.

Vi bragte selvfølgelig din beklagelse i det næste nummer af Folkeskolen. Et dementi var det ikke, for du havde jo sagt det til A4. Men det var ikke en »lille note«, det var en tospaltet artikel på kraftigt gul baggrund og med en stor overskift, som lød: »Haarder beklager udtalelser om lærere«. Og det var ikke »langt inde i bladet, som du skriver, men side 6. Bladet havde 64 sider.

Da du en måned efter var i samråd i Folketingets uddannelsesudvalg om dine udtalelser, skrev www.folkeskolen.dk om din beklagelse igen. Og én gang mere i bladet. Denne gang var det en mindre notits. Men den stod på side 4.

»Man kan, når man vil«, hed din kronik. Hvad vil du med den slags forkerte oplysninger?