Når Erik Schmidt i sit indlæg »SF's forbudskiks« i Folkeskolen nummer 50/2006 klandrer mig for at hylde centralisme og forbud på folkeskoleområdet, må jeg pænt sige nej tak.

Undervisningsmiljøloven brydes af skolerne, børnene mobber løs, og lærerne aner ikke, hvad de skal stille op, fordi adskillige skoler ikke har udarbejdet en mobbepolitik.

Synlige voksne samt undervisning og opdragelse til empati, fællesskab, rummelighed og tolerance må være de vigtigste dele af løsningen på dette problem. Men det har lærerne og skolelederne jo altid vidst. Og til dels praktiseret. Hvorfor er der så stadig ti procent i 7. klasse, der mobbes?

Da det er børnenes ve og vel, der ligger os på sinde, må vi også tage ansvaret på os politisk. Vi ønsker et påbud (ikke et forbud) om, at der gøres noget ved problemet. Derfor taler vi om lovgivning på området. Hvor slemt kan det være? Vel ikke værre end at gå gennem sin skoletid som mobbeoffer med store menneskelige omkostninger til følge.

Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, problemet bare skyldes lærernes og ledernes berøringsangst og negligering af problemets omfang. Manglende personaleresurser, krævende børn og forældre og en folkeskolelovgivning, der vægter faglige kundskaber langt højere end alsidig personlig udvikling, har så absolut deres del af skylden. Men det bør ikke tages ilde op, at vi som politikerne ønsker at gøre noget ved problemet.

I Socialistisk Folkeparti er vi - ligesom Erik Schmidt - på børnenes side. Derfor forslag om en mobbelov - et forslag til handling.