Sierra Leone satser på pigerne

For tre år siden valgte regeringen at gøre pigernes skolegang i de fattigste dele af landet gratis. En reel investering i landets fremtid, mener flere

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hendes stemme er kraftig. Den insisterer på at blive hørt. Klasselokalet er kun adskilt af en tynd skillevæg, som ikke når helt op til loftet. Over væggen hører man en dyb mandsstemme. Men den kvindelige lærer har røst nok til at kræve opmærksomheden. Selv om det er sen eftermiddag, sluger pigerne i klassen hendes ord om, hvordan man får en husholdning til at hænge sammen.

»Hvis du går ind i en butik og ikke har penge nok, bliver du pinligt berørt. Så tjek priserne, før du handler«, råber lærer Elisabeth C.K. Gbole.

Faget er home-economics. I Sierra Leone er det et valgfag - og i denne klasse er det kun piger, der har valgt det. Pigerne er mellem 17 og 22 år. Den store aldersspredning er en konsekvens af den ti år lange borgerkrig, hvor landets børn kun fik undervisning, når det kunne lade sig gøre.

Pigers vej til skolebænken

For blot fire år siden var en pigeklasse på The Methodist Secondary School utænkelig. Skolen ligger i Kenema i den østlige del af Sierra Leone. Børnerige familier og et stort muslimsk flertal er nogle af grundene til, at pigerne i især de østlige og nordlige dele af Sierra Leone forlader skolen, når de når til secondary school, hvilket svarer til 6. klasse i Danmark.

En målrettet indsats i form af gratis skolegang for piger i netop de østlige og nordlige regioner kan mærkes. Ikke bare på valgfag som home-economics. Pigerne optager flere skolebænke i engelsk og matematik. For tre år siden var der 35 procent piger på The Methodist Secondary School i Kenema. I dag er der 45 procent.

»Der er stadigvæk flere drenge, og det er stadig de fattige, der finder det meget svært at få pigerne i skole«, siger skoleleder Vandy Furanwally.

Han håber, at flere piger i klasserne også med tiden vil betyde flere kvinder i lærerkollegiet. I dag underviser 58 lærere skolens godt 2.000 elever, og kun otte er kvinder. Skolens bygninger bliver udnyttet optimalt, så der er to skoler i samme bygning. Om morgenen er der ét sæt elever og lærere, og om eftermiddagen kommer nye elever og lærere. Elisabeth C.K. Gbole er den eneste kvinde, der underviser på eftermiddagsskolen.

På tavlen er et sirligt skema skrevet op. På den ene side står forskellige fødevarer som frugt, fisk, peber og løg. På den anden side står, hvordan man kan opbevare de enkelte ting, så de ikke fordærver i varmen.

»Planlæg, så du kan købe mad til flere dage. Jo færre gange du skal gå frem og tilbage til markedet, jo mere energi sparer du«, lyder rådet til pigerne, der flittigt noterer i deres notesbøger.

Pigerne kan redde landet

På lærernes fagforeningskontor i den nordlige region er den regionale leder i Sierra Leone Teachers Union (SLTU) Richmond B. Tholley ikke i tvivl om, at gratis skolegang til piger har øget deres andel og i høj grad motiverer de piger, der er i skolen.

»Effektiv udvikling af pigers uddannelse er vital for landet. Lige nu er der ikke mange kvinder i ledende positioner, men med denne massive indsats i uddannelse kommer kvinderne til at spille en vital rolle i fremtiden«, forudser han.

Men der er forhindringer. Lige nu kæmper SLTU for at få regeringen til at udbetale pigernes skoleafgift til tiden.

»Skolelederne føler sig pinligt berørte over, at de nogle gange bliver nødt til at spørge pigernes forældre om at betale afgiften. Når regeringen betaler, får forældrene pengene tilbage«, siger Richmond B. Tholley.

I klassen er lærer Elisabeth C.K. Gbole ved at afslutte undervisningen.

»Hjemme-økonomi er et meget vigtigt fag, der viser, hvordan man etablerer en familie, og hvordan man overlever i et krigshærget land, hvor der er meget fattigdom. Vi mangler mad, benzin og meget andet. Vi har ingen bøger, så derfor er det her fag meget vigtigt«, siger Elisabeth C.K. Gbole.

Men 18-årige Hannah Umu Ghandi har ikke valgt at følge faget hjemme-økonomi tre gange om ugen for at stifte familie.

»Vi lærer, hvordan man kan opbevare ting uden køleskab. Hvordan vi kan lave mad og tage ansvar. Der er så mange job, hvor man kan bruge de ting, vi lærer her«, siger hun.

Og hun er ikke i tvivl om, hvad hun vil, når hun næste år får sin eksamen.

»Jeg vil på universitetet. Hvis bare min familie har penge nok«, siger hun.

mtb@dlf.org

Sierra Leone og uddannelse:

Antal indbyggere: Fem millioner (skøn).

Elever: 1,3 millioner går i skole. Heraf cirka 700.000 drenge og 600.000 piger.

Lærer-elev-ratio: 1:72.

Undervisningsmaterialer: En ud af fire har adgang til lærebøger.

Lærere: Omkring 30.000 lærere. Halvdelen har ingen læreruddannelse.

Skolegang: Siden 2002 har der været gratis skolegang de første syv år. Betaling for skoleuniformer og notesbøger. Gratis fortsat skolegang for piger i de nordlige og østlige regioner.

Analfabetisme: Før krigen var 70 procent analfabeter. I dag går 63 procent af børnene i skole. Verdensbankens analyser viser, at 50 procent af eleverne ikke når 5. klasse. Kun 35 procent færdiggør 7. klasse.

Løn: Lønnen til en lærer svarer til cirka 50-100 dollar om måneden. En statsansat kontorist får 200-300 dollar. Mange lærere har flere job.