Han hørte det i radioen. I en BBC-udsendelse. I begyndelsen troede han ikke på ordene, som speakeren læste op. Soldaters hærgen, mord og lemlæstelse var noget fjernt. Det var ikke noget, der betød noget for en skoleleder i den lille by Karibondo i den afrikanske stat Sierra Leone. Året var 1989, og det var en hed december morgen. Sierra Leone var netop blevet inddraget i en konflikt med nabolandet Liberia.

»Vi troede ikke, at det var en realitet. Vi gjorde ikke noget for at forberede os. Vi tog i skole og tog imod børnene«, siger skoleleder Ibrahim Janjua.

Skolen lå tæt på den liberiske grænse. Og krigen rykkede nærmere, da den liberiske militsleder Charles Taylor gik over grænsen i et hævntogt mod Sierra Leones indblanding i Liberia.

Flugt midt i festen

I april måned var krigen rykket tæt på skolen.

»Alligevel troede vi, at den aldrig ville berøre os personligt. Selv om kampene fandt sted 15 til 20 kilometer fra os, syntes vi stadig, at den var langt væk«, siger Ibrahim Janjua.

Skolelederen begyndte som lærer i 1973. I 1974 tog han til Frankrig, og i fem år læste han politik, internationale relationer og økonomi. I 1979 vendte han tilbage til Sierra Leone for at undervise. Efter fire år som lærer blev han skoleleder. Den dag kampene nærmede sig hans skole, forberedte han ikke flugt. I stedet var man i gang med at skulle festligholde Sierra Leones uafhængighedsdag. Netop på dagen - den 27. april - nåede krigen skolen i Karibondo.

»Jeg fik fat i min mor, min kone og mine to store drenge. Hurtigt smed vi de vigtigste ting ned i en taske. Vi gik otte kilometer gennem bushen. Så kom vi til en by og fik fat i en chauffør. Så blev vi kørt til byen Bo«.

Efter fem uger valgte Ibrahim Janjua at vende tilbage til skolen. Hvis han ikke arbejdede, fik han ingen løn.

»Vi var nogle stykker, der vendte tilbage. Vi forsøgte at køre skolen, så godt vi kunne. Men vi vidste aldrig, hvor mange elever der ville være. Før krigen brød ud, var der 400 elever. Under krigen kom vi sjældent over 70«, siger Ibrahim Janjua.

Skud ved skolen

I 1992 blev den daværende præsident Joseph Momoh afsat ved et militærkup. Militærjuntaen satte lovene ud af kraft. En ny forfatning blev forberedt, og der blev udskrevet valg. Samtidig blev en sierraleonsk oprørsbevægelse, Revolutionary ­United Front (RUF), inddraget i kamphandlingerne på de liberiske oprøreres side. RUF var berygtet for at hugge hænder og i nogle tilfælde ben af civile. De kidnappede små drenge. De gav dem stoffer og våben, og drengene terroriserede alle. RUF finansierede aktiviteterne ved at smugle diamanter ud af landet. Når de ankom til en by, kidnappede de folk. Nogle blev bedt om at skrive deres navn, og rebellerne huggede hånden af dem, mens de gjorde det. Målet var at skræmme byernes beboere fra at gøre modstand.

»Situationen var forfærdelig. Der blev skudt hele natten. Vi fik næsten ingen løn. Vi var i krigens epicenter. Rebellerne ville overtage byen, men militæret holdt fast, og kampene var uendelige. Min kone rejste væk. Jeg tog mine drenge med til Bo og satte dem på en kostskole«.

Selv tog Ibrahim Janjua tilbage til skolen.

»Man kan ikke forlade sin skole. Så får du ingen løn, og så er der ingen vej frem. På trods af den desperate situation kom der stadig elever til skolen«, siger han.

Skoler blev hærget

Den 12. marts blev skolen angrebet af de unge oprørere fra RUF. Ibrahim Janjua måtte forlade skolen og eleverne og løbe ud i bushen.

»Jeg løb 50 kilometer og havde sår og mærker over hele kroppen. Jeg ankom til en anden lille by dagen efter. Her fik jeg kontakt med den lokale skole, og vi aftalte, at jeg kunne starte en ny eftermiddagsskole for de mange flygtninge«, siger Ibrahim Janjua.

Men situationen var ved at være for hård for skolelederen. Lærere var blevet slået ihjel og lemlæstet. Hans gamle skole var splittet ad. Bøgerne var brændt. Møblerne var væk. Livet som skoleleder var farligt.

»Når rebellerne angreb en by, gik de efter skolerne. Mange af dem var tidligere elever, der spurgte efter bestemte lærere. Det var meget brutalt«.

Derfor besluttede han at flygte til Gambia. Men da han havde fået skrabet penge sammen og stod ved bilen, der kunne køre ham til Gambia, ombestemte han sig.

»Hvordan kunne jeg forlade mine børn? Jeg kunne ikke tage dem med, for jeg vidste ikke, hvad jeg kunne tilbyde dem i Gambia. Da jeg stod ved bilen, vidste jeg, at jeg ikke kunne forlade Sierra Leone. Så jeg blev, og det er jeg glad for«.

Uddannelse er vejen frem

Han viser stolt rundt på skolen. Det er mere end fire år siden, krigen i Sierra Leone officielt blev afsluttet. Ibrahim Janjua er tilbage i Bo. Han er stadig i gang med at opbygge Tahir Ahmadiyya Muslim Junior Secondary School. En skole kun for drenge. Skolen mangler lærere, møbler og undervisningsmaterialer. De små klasselokaler er overfyldte. Op til 100 drenge er presset sammen på små træbænke. Det er resultatet af, at mange søger tilbage efter at have været på flugt i årevis. Aldersspredningen i klasserne er stor. Det er meget forskelligt, hvor mange års skolegang eleverne er gået glip af under krigen.

Skolen rummer også tidligere rebeller. Unge drenge, der har været med til at angribe klassekammeraters familiemedlemmer.

»De er her. Men i processen med at tilgive bliver vi nødt til at åbne dørene, men vi snakker ikke om det. Snakker ikke om, hvem det er. Ellers kunne fredsprocessen ikke blive en succes«, mener skolelederen.

Ibrahim Janjua har fundet en ny kone. Og har nu otte børn. To af dem bor i Amerika.

»Se min bil«, han peger stolt på den store grønne Toyota. En firehjulstrækker, som kan forcere de hullede veje og ødelagte broer i Sierra Leone.

»Uden mine børn ville jeg aldrig have haft råd til sådan en bil. De hjælper mig nu. De har klaret sig godt. Så jeg gjorde det rigtige ved at blive«, siger han.

DLF støtter Sierra Leone Teachers Union (SLTU) med at etablere sig som en effektiv fagforening med tillidsrepræsentanter i hele landet. Projektsamarbejdet begyndte allerede i 90'erne, men måtte afbrydes, da krigen i Sierra Leone for alvor brød ud. Den nuværende fase løber fra 2006 til 2008. Målet er, at SLTU bliver i stand til at servicere alle lærere - også dem, der arbejder i svært tilgængelige områder i landet. Desuden forventer DLF, at projektet vil fremme distributionen af informationsmateriale til lærerne.

Lærerne i Sierra Leone betaler fire procent af deres indkomst i obligatorisk kontingent til SLTU. Det giver gode muligheder for at opbygge en organisation, som kan fungere uden eksterne bidrag i fremtiden.

SLTU er en af de største interesseorganisationer i Sierra Leone. Den organiserer alle lærere fra førskole- til universitetsniveau og har omkring 30.000 medlemmer. Organisationen bliver ofte inviteret til forhandlinger med regeringen om vilkår for lærerne. DLF's projekt koster 900.000 kroner og er finansieret af Danida via projektrådgivningen.

Kilde: DLF