Bogens idé er i en række kapitler at præsentere en historisk person, derefter at lade denne person i jeg-form fortælle om nogle begivenheder, der indebærer, at han eller hun er på rejse.

Dette kunne være et udmærket koncept. Men de forfatterkonstruerede fortællinger, disse personer leverer, er foretaget uden historisk bevidsthed om de begivenheder, som de er aktører i, og de er foretaget helt uden forsøg på indlevelse i personernes virkelighed.

Sven Tveskæg fortæller for eksempel om, hvorledes danskerne i England er udsat for "etnisk udrensning".

Fortællingerne er konstrueret fra personernes plads i Himlen - de kender hele historien set bagfra.

På den måde bliver fortællingerne en traditionel danmarkshistorie - bare i jeg-form.

Nu handler bogen angiveligt om rejser. Det kunne jo være interessant at læse om, hvorledes det var at rejse før i tiden. Her bliver man endnu mere skuffet. Tit glemmer forfatteren helt bogens titel, "Rejsebogen", for rejserne spiller en meget underordnet rolle. En af personerne i bogen foretog en rejse til Bologna i 1200-tallet. Her får vi den interessante oplysning, at "der er meget langt fra Roskilde til Bologna" . "mine ben er trætte, og min ryg smerter. I sko af læder føles det ekstra langt", og nogle gange er det tørt, og nogle gange er det vådt, og en gang imellem møder man en rytter, men endelig når man frem, og det lugter værre end i Danmark og Tyskland.

Bogen kan næppe, trods forlagets hensigt, bruges i folkeskolen.