Anmeldelse

Tomandshånd

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Slår man ordet tomandshånd op i en ordbog, så får man en forklaring om, at det handler om at være sammen med nogen eller at tale med nogen i fortrolighed, hvor der ikke er andre end de to menne­sker til stede. Tænker man endnu videre og begynder at læse i nærværende ungdomsroman, så kan tomandshånd også komme til at betyde to mænd med hver to hænder.

Ungdomsperioden og ungdomsromaner handler altid om dette udefinerbare "at finde kærlighed og at finde sig selv". Det kan nogle gange være så banalt, at det ikke er til at holde ud. Og netop derfor har læsningen af denne bog grebet mig ved på ingen måde at være banal eller triviel. Fra første færd har romanen været en gribende og lyrisk skildring af en ung 14-årig dreng, der som jeg-fortæller griber ud efter mulige holdepunkter i sin tilværelse.

Det er modigt og nødvendigt at skildre en drengs følelser og tanker i en dysfunktionel familie med fraskilte forældre, hvor mor er psykisk syg, og far har ny kæreste. Sorgen over mors sygdom og savnet af en elsket afdød mormor. Der er spændinger og svigt i den nærmeste familie, og jeg-for­tælleren Lasse bor derfor hos en voksen mand - til undren for mange - ikke mindst hos den psy­ko­log, som Lasse går hos. Er hjælperne hjælpere, eller er de en trussel mod at kunne gribe de givne mu­ligheder? Og kan harmonien mon etableres? Er det overhovedet værd at blive voksen?

Det er muligt at læse romanen både som en psykologisk thriller og som en følsom udviklings­roman. Selv læste jeg med smerte om en følsom dreng, der er mere bekymret for sin psykisk syge mors problemer end for egne proble­mer.