Det sidste besøg

Karsten Vestergaard er overbevist om, at noget går i stykker for de handicappede børn i Nordjylland, når der ikke længere er et samlet team af pædagogiske eksperter inden for de svære handicapgrupper

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Karsten Vestergaard har alle papirjournalerne og den bærbare pc i en trillekuffert, som glider let hen over de brede linoleumsbelagte gange på Vester Mariendal Skole. Langs gangene står en stribe forskellige to- og trehjulede køretøjer parkeret - kørestole med og uden elmotor, ombyggede kontorstole og de såkaldte petracykler. På væggene i kørestolshøjde hænger anvisninger for de tilladte fartgrænser på de fristende gange.

Det er sidste gang, Karsten Vestergaard som amtets repræsentant deltager i den årlige klassekonference i specialklassen 4.-5.j for at gennemgå eleverne og vurdere, om den klasse fortsat er det rette undervisningstilbud til hver enkelt af dem. Vester Mariendal er en folkeskole i Aalborg Kommune med en amtslig specialklasserække for elever med bevægelseshandicap.

Der er trængsel rundt om det store bord midt i klassen. Foruden Karsten Vestergaard, klasselærer Bente Brinkmann, afdelingsleder for specialklasserækken Hans Jørgen Jensen og psykolog Mogens Klitgaard er der en fysioterapeut og to fysioterapeutstuderende, en ergoterapeut og to ergoterapeutstuderende, klassens matematiklærer, pædagoger fra fritidsordningen og klasselærerne fra de almindelige 4.- og 5.-klasser, hvor en del af eleverne har nogle af deres timer.

Det er Mogens Klitgaard, der fører ordet med en gennemgang ud fra den individuelle elevplan, som lærere, pædagoger og terapeuter har skrevet. Cerebral parese lyder diagnosen hos de fleste - spastisk lammelse. Indimellem læser Mogens Klitgaard også »autistiske træk«, men så skynder lærerne sig at protestere - de har ikke set noget til autistisk adfærd, efter at børnene er kommet godt i gang i klassen, hvor undervisningen foregår efter helt individuelle planer og oftest delt op i små båse, hvor eleverne ikke kan se hinanden, når de arbejder. Diskussionen går ind over konferencebordet om børn, der har stor glæde af undervisningen i dansk og engelsk i en almindelig 5. klasse, men så snart det er frikvarter, løber eller kører de ind i den trygge j-klasse. For nogle af elevernes vedkommende tror Karsten Vestergaard på, at de måske i 8. klasse vil kunne integreres helt i en almindelig folkeskoleklasse:

»Når elever bliver ældre, bliver de lidt mere rummelige, og der foregår mere sådan smalltalk, som vores børn godt kan være med til, men de er altså ikke hurtige nok, når 5.-klasse-børnene spiller kort«, siger Karsten Vestergaard.

Fysioterapeut Line Topholm fortæller om de operationer, eleverne har fået foretaget eller er indstillet til. Dobbeltsidig lårbensrotation er der flere af skolens børn, der har haft glæde af. Ortopædkirurgen skærer simpelthen lårbenet over foroven, drejer det og sætter bruddene sammen igen for at modvirke den kalveknæethed, som får mange med cerebral parese til at falde over deres egne fødder, når de går eller løber. Der bliver talt om, hvilke elektroniske hjælpemidler og programmer eleverne har glæde af, og om deres faglige niveau i hvert enkelt fag:

»Meget ofte er børn med cerebral parese helt alderssvarende i dansk og andre sproglige fag, men har problemer med de rumlige dele af matematik, for eksempel spejlinger - og der synes jeg så, I må droppe spejlingerne og komme videre med at lære dem noget andet«, siger Karsten Vestergaard.

Han oplever, at det er blevet sværere for de bevægelseshæmmede elever at klare sig i folkeskolen, fordi tempoet er steget. Mange af dem går ikke til afgangsprøve, og han er spændt på, hvordan det vil udvikle sig, når afgangsprøven fra og med i år bliver obligatorisk.

»De pynter jo ikke på skolens gennemsnit«.

Karsten Vestergaard er speciallæreruddannet inden for høre- og bevægehandicap, mens nogle af hans kolleger på amtsgården er eksperter i autisme:

»Vi sørger alle sammen for at holde fredag morgen fri til vores ugentlige møde. Det er her, vi for eksempel kan tale om en elev, der har både cerebral parese og autisme. Hvor ser vi ham som 20-årig? Er det autismen eller lammelsen, der er hans primære handicap? Der har vi meget brug for hinanden«.

»Vi har også sørget for at agere ens og have fælles regler - dér er virkelig noget, der går i stykker nu«.

De fem konsulenter på amtsgården og deres chefer skelner ikke mellem folkeskolelovens paragraf 20, stykke 1, folkeskolernes »almindelige« specialundervisning, og paragraf 20, stykke 2, den vidtgående specialundervisning, som hidtil har ligget i amterne.

»Hvis vi får en henvendelse fra et kommunalt Pædagogisk Psykologisk Rådgivnings-kontor, hvor vi bliver bedt om at tage ud og observere et barn og vejlede om undervisningen, så gør vi det ud fra en holdning om, at hvis vi kan hjælpe til, at et barn forbliver 20,1, så er det fint«, siger Karsten Vestergaard og understreger, at han bestemt ikke altid giver forældre ret, der ønsker en specialskoleplads til deres barn eller mener, at barnet skal have en støttepædagog ved sin side i alle skoletimer:

»Det kan godt være, at barnet har haft støtte på i børnehaven, men en skole er noget andet, der er meget mere struktur på dagen. Hvis der sidder en pædagog ved siden af barnet hele dagen, skaber de to sådan en lilleputverden inde i klassen, hvor barnet ikke hører efter, hvad der bliver sagt oppe ved tavlen, fordi pædagogen fortæller det hele en gang til om lidt. Det bliver der let et meget uselvstændigt barn ud af«.

Karsten Vestergaard mener derimod, at et handicappet barn ofte vil have glæde af, at støttepædagogen er til stede som en ekstra hjælp i klassen, som kan hjælpe alle børn:

»Hvis barnet ikke tænkes med i klassens undervisning, nytter det ikke noget at integrere«, siger Karsten Vestergaard, der også har gode erfaringer med en model, hvor klassens faglærere har en halv time med en hørehæmmet elev hver morgen, før de andre kommer, eller efter skoletid. Og et bevægelseshæmmet barn kan for eksempel have gavn af at kunne tilkalde en støttepædagog via mobiltelefonen til for eksempel toiletbesøg.

Fordi det er amtet, der har drevet specialskolerne og specialklasserækkerne som den på Vester Mariendal, har amtet også kunnet aftale med skolerne, at hvis en elev forlod sin plads midt i skoleåret, så mistede skolen ikke de penge, der fulgte med den elev. Og tilsvarende - hvis et barn bliver kørt over og vågner op på sygehuset med en hjerneskade, der betyder, at han ikke kan komme tilbage til sin gamle skole, så må specialskolen tage eleven ind, så snart han bliver udskrevet:

»Det er jeg ikke sikker på vil kunne lade sig gøre, når kommunerne fremover skal købe pladserne hos hinanden«.

Karsten Vestergaards største bekymring er, hvordan forældrene vil blive rådgivet i fremtiden. Han har indimellem oplevet, at forældre har fået deres afslag på vidtgående specialundervisning mundtligt på et møde:

»Hvis forældre henvender sig til os, giver vi dem en neutral vejledning i form af en pjece, der oplyser om regler og klagevejledninger«, siger Karsten Vestergaard og glæder sig over, at det nu bliver et formelt krav, at afgørelser skal gives skriftligt.

Det er børnenes hjemkommuner, der skal beslutte, om de skal fortsætte på Vester Mariendal efter sommerferien - deltagerne i klassekonferencen udarbejder blot en status og en individuel undervisningsplan. Efter 1. januar spiller Karsten Vestergaard ikke længere nogen rolle i forhold til hverken de bevægelseshæmmede eller hørehæmmede børn, som har været hans ekspertområde gennem mange år. Han er 64 år og har valgt at takke nej til at blive overført til et job i en af de nordjyske kommuner. I stedet indleder han 2007 med at rejse to måneder til Thailand sammen med sin kone. |

Tema. Ekspertise går tabt

»Det værste er, at eksperterne forsvinder. Selvom vi ville betale, hvad det kostede at få konsulentbistand, så forsvinder de jo. Det vil gå lynhurtigt, i løbet af et år vil de ikke være til vores disposition længere. I den kommune, hvor de kommer til at arbejde, vil de få bredere arbejdsfelter, og så forsvinder den viden. Det er meget beklageligt, nærmest sørgeligt«.

Gunhild Bach Nielsen, indtil nytår formand for undervisnings- og kulturudvalget i Nordjyllands Amt.

Månedsmagasinet Undervisere var med på arbejde hos konsulenterne for den vidtgående specialundervisning i Nordjylland to af de sidste dage, før amtet lukkede, og ekspertisen spredtes for alle vinde. På side 10-11 kan man se en oversigt over, hvad der sker med amternes konsulenter og psykologer på børne- og voksenområdet, amt for amt. Og på side 12-13 kan man læse et forældrepars beretning om, hvad et projekt for børn med erhvervet hjerneskade betød for deres barn. Det projekt er lukket sammen med Viborg Amt.

Tema: Karen Ravn, kra@dlf.org, og Helle Lauritsen, hl@dlf.org

». dér er virkelig noget, der går i stykker nu«». en skole er noget andet, der er meget mere struktur på dagen«