Anmeldelse

Coaching - et udviklingsværktøj for trænere og instruktører

Temahæfte

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Coaching er et af de begreber, der bruges meget, både når det gælder træning i foreningslivet, og når det gælder undervisning i idræt i folkeskolen. Der er en tendens til, at begrebet ofte bliver en floskel. Hvordan kan vi undgå det?

Danske Gymnastik- og Idrætsforeningers temahæfte giver en nem og tydelig tilgang til området og er skrevet i et let forståeligt sprog.

Det giver et fint overblik og sætter fokus på, hvad coachingbegrebet dækker, og hvorfor det skal bruges. Det er væsentligt at bruge coaching som et værktøj, der giver eleverne/udøverne optimale muligheder for udvikling og læring. I denne sammenhæng har hæftet en række afsnit, der sætter fokus på coaching i praksis, mål og coaching, didaktik og coaching og den coachende træner.

Hæftet fastholder vigtigheden i, at coachingbegrebet bygger på kommunikation og dialog, og at der derigennem kan opnås teamudvikling og personlig udvikling, om end man er i foreningen eller i skolens gymnastiksal. Coaching opfattes som en læringsstil, der kan bruges som et værktøj til at opnå læring hos eleverne/udøverne.

Det fine overblik, hæftet giver, kan være et godt udgangspunkt for idrætslærerens arbejde, men skal man i dybden med området og for alvor bruge coaching som læringsstil i undervisningen, må man fordybe sig i mere grundlæggende litteratur som for eksempel "Coaching - læring og udvikling" (2002) af Reinhard Stelter.

Temahæftet kan være en fin start og indeholder eksempelvis gode illustrationer og skemaer samt nogle udmærkede refleksionsopgaver.

Hæftet er primært skrevet til foreningstrænere, men kan sagtens bruges i skolen.

Anbefales til alle idrætslærere, der gerne vil blive bedre til at coache deres elever.