Bogen præsenterer og sammenkæder temaerne: vidensformer, pædagogik og sundhed. Først præsenteres en videnskabsteoretisk forståelsesramme, hvor Aristoteles' menneskesyn og vidensformsbegreber præsenteres. Med dette udgangspunkt redegøres der for det synspunkt, at "et er teori, noget andet er praksis". Carsten Pedersen gør i kapitel 1 og 2 opmærksom på, at et af problemerne i spørgsmålet om sammenhængen mellem teori og praksis er, at brugen af begge begreber er forholdsvis vag og uklar. Med eksempler fra både lærerens, pædagogens, socialrådgiverens og sygeplejerskens verden vises det, hvordan begreberne kan forstås hver for sig og i deres indbyrdes dialektik. I alle fire professioner skal de professionelle kunne undre sig, forstå noget og ikke mindst gøre noget. En udfordring, som kalder på netop de forskellige former for viden, som er indeholdt i Aristoteles' vidensformsbegreber. Bogens første del munder ud i en tolkning, hvor begreberne teori og praksis sidestilles med begreberne faglighed og saglighed.

I kapitel 3 gives nogle bud på, hvordan komplekse sagsforhold eller professionstypiske situationer kan anskues og behandles i et samarbejdsperspektiv, mellem flere relevante professioner og med inddragelse af de nødvendige former for faglig viden. Relationsprofessioner er kendetegnede ved et dynamisk mellemværende, hvor den professionelle arbejder for en sag, som han eller hun også er personligt engageret i. Faglighed kan forstås som forskellige former for viden og som forskellige fag eller professioner. En af bogens pointer er, at det er det personlige engagement, der kan være med til at sikre, at "fagligheden", både den ene og den anden slags, ikke bliver en barriere for en forsvarlig saglig praksis i en given professionel udfordring. Ud fra dette synspunkt præsenterer bogen en vigtig sammenhæng mellem begreberne saglighed, faglighed og personlighed og fastholder, på en logisk og forståelig måde, forbindelsen til Aristoteles' vidensformsbegreber, sådan at også disse tre fænomener kan begribes inden for denne forståelsesramme.

I bogens sidste fire kapitler rejses spørgsmålet om, hvordan man får en hel befolkning til at leve sundt. Sundhed bliver ikke altid betragtet på samme måde, hvilket demonstreres ved en kort historisk gennemgang af sundhedspædagogikkens historie og ved en præsentation af "sundhedsadfærd" - set gennem Bourdieus kultursociologiske analyser. I de sidste kapitler bliver sundhedspædagogikken belyst i relation til konkrete politiske, regionale og institutionelle tiltag og rammer med fokus på samarbejdet mellem sundhedsplejen og forskellige børneinstitutioner. De øvrige kapitler er mere generelle i deres analyse af sammenhængen mellem saglighed, faglighed og personlighed og er derfor særdeles relevante for flere typer af relationsprofessioner. At bogen også er velskrevet og med mange praktiske eksempler, gør den meget egnet for både studerende og ansatte inden for disse professioner.