Denne bog er intet mindre end en lille sensation! For det første er det en meget velskreven og meget morsom børnebog, og for det andet er den skrevet af en dansk politiker med indvandrerbaggrund. Det er den første børnebog, der tør tage ordentligt fat om etniske danskeres og danskere af anden etnisk herkomsts mangelfulde viden om hinanden.

Fortællingen rulles i gang af et lidt uheldigt fysik­for­søg begået af den 13-årige Iqbal Farooq og hans lillebror, Tariq. Egentlig var det bare noget, der skul­le prøves af med noget viskelæder, kontaktlim og nogle grannåle; men resultatet bliver, at det meste af skolen sprænges i luften. Dette skaber en mediereaktion af uanede dimensioner med over­skrifter om bomstærkt supersprængstof blandt to andengenerationsindvandrerdrenge, der er med i en international terrorgruppe.

Langt det meste af handlingen om de to drenge foregår i Blågårdsgade på Nørrebro. Her præsen­teres vi for de mange skæve beboere i de seks lejligheder i Iqbals opgang, og det er en broget affære. Familien Farooq drikker specialimporterede dåsecolaer og er ellers en glad og hyggelig familie, der på mange måder er som andre danske familier, og faren er lige så tilpas foretagsom og opblæst, som fædre skal være i børnebøger og børnefilm.

Der er masser af humor, tempo og sjove forviklinger i Manu Sareens debut som børnebogsforfatter, hvor han viser et formidabelt sprogøre for andengenerationsindvandreres slang - uden at det bliver alt for karikeret. Men måske er det netop, fordi forfatteren selv har en indvandrerbaggrund, at vi for alvor tør slippe latteren løs. For dansklæreren og for læreren i dansk som andetsprog er det værd at bemærke, at bogen også er udgivet som lydbog, så vore tosprogede børn kan få hjælp til læsningen og til udtalen af det danske sprog. Desuden er der masser at tale sammen om, når bogen er læst til ende. Så jeg har blot at tilføje: Hva' så dér? - Respekt!