Hvordan kan vi pædagogisk legitimere det paradoks, at vi gennem opdragelse og undervisning som en form for tvang vil opdrage og uddanne eleverne til frihed og selvstændighed? Hvordan kan vi håndtere det forhold, at dannelsesidealer mister deres autoritet, samtidig med at de er uundværlige for, at vi kan bestemme pædagogikkens normativitet? Hvordan kan vi forstå pædagogik som en praksisvidenskab, der aldrig er en videnskab for dens egen skyld, men som udspringer af praksis og er til for praksis? Hvordan kan vi forstå pædagogik som en selvstændig videnskab med sin egen logik, der ikke alene er en "tom plads", der fyldes ud af andre fag som for eksempel psykologi og sociologi, eller som ikke alene er et "tjenende" fag for instanser som etik, politik eller økonomi?

Det er pædagogiske grundlagsproblemer som disse, der gøres til genstand for grundige undersøgelser i bogen, der er en disputats.

Den første del af afhandlingen er en præsentation og reaktualisering af de principielle grundtanker i K. Grue-Sørensens filosofiske pædagogik. Grue-Sørensen var den første danske professor i pædagogik (1955-74). Han gav en filosofisk-pædagogisk kritik af opdragelsesspørgsmål og en analyse af begreber, som anvendes i forbindelse med den pædagogiske fænomenverden. Hans kritik omfattede blandt andet tendenser til pædagogisk magtfuldkommenhed og ureflekteret brug af det, vi i dag kalder "hurraord". Den væsentligste opgave for den filosofiske pædagogik var ifølge Grue-Sørensen at stille "gode og væsentlige spørgsmål til den pædagogiske praksis og teori", herunder at reflektere over pædagogikkens og den pædagogiske forsknings begrænsninger og "stiltiende forudsætninger". Han ville ikke opbygge pædagogiske systemer, men kritisere dem med gode spørgsmål "fra neden". Sig ikke, at der ikke er brug for en sådan virksomhed i dag!

Disputatsens anden del har overskriften "Pædagogisk filosofi og teori-praksisproblemet". Her går forfatteren en række oplysende omveje med brug af tyske teoretikere fra Immanuel Kant til Dietrich Benner for at perspektivisere de grundlagsdiskussioner, som Grue-Sørensen rejste. Pædagogikkens felt er spændings- og modsætningsfyldt. Det samme gælder den pædagogisk-filosofiske refleksion, som ikke lader sig indfange i harmoniske definitioner. Derfor må pædagogisk filosofi være "en reflekteret omgang med pædagogiske antinomier", hvor antinomier forstås som "modsætninger, der hører tilværelsen til".

I en tid, hvor politik og pædagogik fokuserer på pædagogisk teori som sociale og pædagogiske teknikker ud fra ønsket om at vide, hvad der virker, er der behov for at overveje bogens grundlagsspørgsmål. Nogen må læse en bog som denne og inddrage dens grundlæggende problematiseringer i den pædagogiske samtale. Bogen er hverken urimelig omfattende eller svær, og man kan få meget ud af at læse indledning og sammenfatning og pluklæse i nogle af bogens kapitler.