Der var engang, kirkeklokkerne ringede for barndommen. Det skete i Esbjerg i årene op til Første Verdenskrigs udbrud, hvor byrådet i forening med menighedsråd og sognepræst havde besluttet, at børn skulle ringes hjem i seng klokken 20 om vinteren og 21 om sommeren. Ifølge byrådet var der alt for mange børn, som løb rundt på gader og stræder i aftenmørket. Ud over at de fik for lidt søvn, lærte de også for mange unoder.

Bag denne beslutning lå et langt sejt træk med at gøre Esbjerg til en af Danmarks mest børnevenlige byer. Byens regerende socialdemokrater var villige til at betale, hvad det kostede - også med penge, man ikke havde i kommunekassen - for at undervisningstiden kunne sættes op til det dobbelte, nye skoler kunne bygges, tandlæge- og skolelægeordning kunne indføres, og børnene kunne få tilbud om mad og bad og feriekoloni om sommeren.

Til gengæld skulle forældrene respektere skolens krav på barnets tid og dermed acceptere, at der ikke altid var ledige hænder til at hjælpe til med storvask eller til at passe de mindre søskende. Det var ikke altid lige let at forstå, og slet ikke i de familier, hvor man økonomisk havde været afhængig af børnenes bidrag. Kirkeklokkens ringen uden for kirketid var historisk forbundet med de værst tænkelige katastrofer fra stormflod til brand, så det understregede sagens alvor, da myndighederne nu tog dem i brug. Men den lydlige retorik var ikke sådan at tage fejl af, hverken for store eller for små, den indvarslede den moderne barndoms komme som et liv i leg og læring i kontrast til fortidens barndom, hvor arbejdet kom i første række, og hvor barnets døgnrytme fulgte de voksnes. De tider var imidlertid forbi. Fremover skulle børns liv leves i overensstemmelse med en anden døgnrytme. Blev den brudt, kunne de værst tænkelige ulykker indtræde såsom lediggang, dovenskab, banden, utugtig tale, tobak og stærke drikke, løgn og tyveri.

Selvom det er næsten 100 år siden, har historien også et budskab til os på kanten til et nyt år. For det var ikke en pludselig forøgelse i omfanget af hærværk og lignende, der lå bag denne beslutning. Det var snarere en reaktion på den modernisering, som barndommen undergik, efterhånden som skolen fik tag i børnene, samtidig med at arbejdet slap sit. Byens børn fik mere fri tid, hvilket på den ene side var godt, så de kunne vokse sig store og stærke og få læst deres lektier. Men det var på den anden side et problem, for hvad skulle de stille op med al den frie tid? Bekymringen for, hvad børn kunne finde på, blev ikke mindre, da voksenverdenen fik øjnene op for, hvor hurtigt børnene tog tidens nye medier tegneserien og filmen til sig, alt imens de angiveligt lagde den gode opbyggelige børnebog på hylden.

Disse dilemmaer er stadig en fast bestanddel af den pædagogiske debat. Ligesom for 100 år siden er bekymringen for børns tidsforbrug udtalt. Går de til for mange ting, spiller de for meget computerspil? Drikker de for mange sodavand, og spiser de for meget slik? Hverken tilbage i historien eller i dag findes der enkle svar på, hvad der er for meget, og hvad der er for lidt, hvad der er værd at bekymre sig om, og hvad man kan overlade til historien. Men der er én vigtig forskel på dengang og i dag. Dagens forældre har ikke kun selv valgt forældreskabet, de har også tid til det. Ingen af delene var tilfældet førhen. Derfor er det kun ret og rimeligt, at de tager sig den tid, det tager, til at finde svarene på disse spørgsmål sammen med deres børn. Meget passende kunne man starte i denne søde juletid.

Ning de Coninck-Smith er lektor og dr.phil. på Danmarks Pædagogiske Universitet