En undersøgelse, der er foretaget af Ugebrevet A4 og Folkeskolen, viser, at et stort flertal af lærerne mener, at der er flere problembørn end tidligere i klasserne, og at lærerne ikke kan få deres undervisning til at fungere, fordi eleverne mangler respekt.

Når jeg som skoleleder og som forælder læser dette, så mener jeg, at lærerne, som Don Quixote, kæmper en forgæves kamp mod vindmøllerne.

Hver generation af forældre og lærere mener, at de unges opførsel er et problem. Et problem, der vel at mærke forventes løst ved, at børnene tilpasser sig. Normalitet er et begreb, der varierer over tid, og undersøgelsen tyder på, at der i øjeblikket er en særlig stor uoverensstemmelse mellem lærernes normalitetsforståelse og elevernes opførsel. Men kan man tale om normal adfærd, når helt op til 33 procent eller flere i klasserne afviger fra denne. Hvis normalitet sætter da standarden?

I Danmark ønsker vi, at 95 procent af en ungdomsårgang skal opnå en ungdomsuddannelse, og vi mener også, at det er vigtigt, at voksne på sigt benytter sig af de mange muligheder, der er for livslang læring. Men stimulerer vi til denne udvikling, når eleverne mødes af lærere og et skolesystem, der karakteriserer 33 procent af dem som problematiske, selvoptagne, forkælede og samtidig forsømte individer?

Vi skal som skole og lærere huske på, hvem der er til for hvem. Man kan som lærer godt foranlediges til at mene, at det er eleverne, der er et problem, når undervisningen og undervisningssituationen ikke virker. Men det er i mødet mellem den enkelte lærer og det enkelte barn, at problemet opstår. Der finder desværre alt for mange møder sted mellem lærere og elever, hvor lærerne ikke påtager sig ansvaret for dette møde, selv om læreren er den voksne og den professionelle.

Det nytter ikke, at lærerne pålægger forældrene ansvaret for de situationer, der finder sted i skolen mellem lærere og elever. Ansvaret i hjemmet er forældrenes. Ansvaret for det, der sker i skolen, er vores, og det skal vi leve op til.

Jeg er udmærket klar over, at der er børn i folkeskolen, der udgør et problem i den daglige undervisning, og hvor det er påkrævet, at både forældre, elev og lærere arbejder på at opnå en fælles løsning på problemet, men at stigmatisere 33 procent af eleverne som problematiske - det er problematisk.

Vi som skoleledere har selvfølgelig et ansvar for at kvalificere lærernes forståelse af og møde med eleverne og støtte lærerne i de situationer, hvor der er behov for det.

Når elever har problemer med nogle lærere, men fungerer fint i samspil med andre lærere, så underbygger det kun mit argument om, at problemet knytter sig til relationen mellem den enkelte elev og læreren. Men vilkårene for at forbedre denne relation har trange vilkår. Det forudsætter en erkendelse hos lærerne af, at de selv udgør en andel af problemet i dette møde, og at de ikke kun tillægger eleven skylden. Lærerne bør blive bedre til at vejlede og coache hinanden og udveksle erfaringer om deres håndtering af eleverne i undervisningen.

Jeg vil slutte med en personlig oplevelse, der illustrerer, hvor vigtigt det er at ændre måden, hvormed vi ser på det enkelte barn. For nylig var jeg til forældresamtale om min datter i 1. klasse. Hendes lærere gav udtryk for, at jeg havde en rigtig drenge-pige med krudt bagi. Det giver sig udtryk i, at hun ikke kan sidde stille på sin stol, men i stedet ligger hen over bordet eller vipper på stolen.

Trods lærernes irritation over min datters uro så havde de alligevel overskud til at reflektere over deres egen position. Hvor lå problemet? I min datters behov for bevægelse og vipperi eller i deres irritation? I stedet for at fremstille min datter som et problem og jeg som en dårlig forælder blev problemet og løsningen koblet til relationen mellem læreren og min datter, og nu prøver hun en alternativ stol.

Jeg er sikker på, at disse læreres tilgang til børn bidrager til, at min datter nok skal få en positiv oplevelse af at gå i skole, selvom hun ikke tilhører de sidste 66 procent af problemløse elever.