Fra at varetage medlemmernes løn- og arbejdsforhold udvidede DLF i 1990'erne sin indflydelsessfære (Folkeskolen nummer 47) til også at omfatte den pædagogik, man ønskede anvendt af medlemmerne, hvilket foreningen siden har udnyttet til lidt efter lidt at ideologisere pædagogikken, så den fra at være læren om, hvordan man bedst underviser og opdrager børn, blev fyldt op med og efterhånden ganske domineret af ideologiske krav som dannelsen af det hele menneske og de bløde kompetencers dominans over den faglige vidensindlæring tilsat en udemokratisk aversion imod, at omverdenen i form af politisk indblanding interesserede sig for den ideologiske legeplads for de indviede og indforståede. Og nu skal lærerprofessionalismen så uden for megen konflikt, altså uden for stor modstand, gøres til et spørgsmål om at realisere skolens formål, hvis denne passer til foreningens opfattelse af, hvad der er til gavn for skolens og børnenes udvikling. Og en sådan udvikling kender den siddende regering ikke. Lærerprofessionalismen styrkes altså af at være i opposition til en borgerlig regering mere end af at kere sig om nogle trivielle og egentlig efterhånden ganske ligegyldige løn- og arbejdsforhold.