Nyt magasin for undervisere

Den 5. januar udkommer Folkeskolens nye søster, Månedsmagasinet Undervisere, for første gang

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den 5. januar udkommer det allerførste nummer af det nye månedsmagasin Undervisere. Magasinet lander i postkassen hos alle Folkeskolens læsere og er redaktionens bud på et magasin for mennesker, der har undervisning som deres fag - med analyser, baggrund, politik, pædagogik, fag og fagforening.

Anledningen til at give Folkeskolen en storesøster er, at Danmarks Lærerforening ved årsskiftet sluttes sammen med to andre organisationer, ernærings- og husholdningsøkonomer (Formidlerne) og voksenspecialundervisere (S81).

Indholdet i det nye magasin bliver for alle DLF-medlemmer, og på redaktionen glæder vi os til at vise, hvad vi har arbejdet med de seneste måneder. Magasinet bliver mere temaopbygget end Folkeskolen, der bliver plads til en kronik, en tegneserie og masser af viden om fag og pædagogik. Der kommer 11 numre af magasinet Undervisere, og samtidig beskæres antallet af Folkeskolen-udgivelser tilsvarende. Magasinet Undervisere får selvfølgelig også en webudgave, undervisere.dk

Fra den 2. januar udgiver redaktionen i alt fire medier på nettet: undervisere.dk, ernaeringogsundhed.dk, specialpaedagogik.dk og folkeskolen.dk - foruden naturligvis jobportalen. Men det betyder ikke, at folkeskolen.dk's 80.000 ugentlige besøgende skal finde andre virtuelle græsgange - med et enkelt klik fra www.folkeskolen.dk kommer man videre til de nye »søstre«.