Anmeldelse

Sværdbæreren

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En islandsk fantasy, hvor virkeligheden er flettet sammen med fantasy-oplevelserne. Fem unge kører galt. De spiller rollespil sammen og er kun lige nede for at hente pizzaer. Den 16-årige Signy bliver hårdt kvæstet og ligger bevidstløs i meget lang tid. Hendes familie våger på hospitalet, og gennem fortællinger og samtaler derfra får vi indblik i mørke krinkelkroge og begivenheder i familiens liv.

Mens Signy kæmper for sit liv i hospitalssengen, kæmper hun i en anden verden for at befri det land, hun er havnet i, for dets onde herskerinde. Her er Signy Leda, Sværdbæreren, den længe ventede befrier. Universet er rollespillets og befolket med blandt andre dværge og elvere, og naturen er islandsk.

Begge historier er spændende og veloplagte - selvom jeg godt kan forestille mig, at de ikke nødvendigvis tiltrækker de samme læsere. Men man kan faktisk også godt læse bogen med størst fascination af den ene af historierne, for den anden bliver aldrig uinteressant eller langtrukken. Der krydsklippes hele tiden, og begge historier forløses.

Spændende fortælling til selvlæsning for 4.-7. klasse. Så er det også lidt interessant, at hovedpersonen er en pige - dem er der trods alt få af blandt rollespillerne. Måske kan den detalje være med til at trække begge køn til som læsere.