Jeg havde netop set dvd'en "Gitmo", da sagen om Christoffer Guldbrandsens film "Den hemmelige krig" og forsvarschefens forklaringer om bortkomne papirer dukkede op i pressen. Uanset hvor fejlen, ansvaret og skylden ligger, så er en ting helt sikker: Sandheden vil altid være det første offer i en krig. Og man kunne følge op med Otto von Bismarcks ord om, at "der bliver aldrig løjet så meget som før et valg, under en krig og efter en jagt". Det skorter bestemt heller ikke på løgne, fortielser og fordrejninger af sandheden i filmen "Gitmo".

"Gitmo", der er lavet af svenskerne Erik Gandini og Tarik Saleh, er glimrende som dokumentarfilm og aldeles anbefalelsesværdig som undervisningsfilm.

Filmen fortæller, hvordan man kan blive fløjet gratis fra Puerto Rico til Cuba, hvis man vil se Guantanamo-basen - USA betaler! For at mildne den hårde kritik, der har været omkring basen, har USA dette fordelagtige tilbud til nysgerrige, der som turister kan komme til Gitmo, som militæret har valgt at kalde Guantanamo-basen på Cuba.

Da basen blev etableret efter 11. september 2001 som særlig fangelejr, opfandt USA et nyt begreb, nemlig "fjendtlige kombattanter". Dette begreb er ikke i strid med Genève-konventionen, da det ikke nævnes i konventionen. Derfor kan Guantanamo-basen heller ikke betragtes på lige fod med "traditionelle" fangelejre under krigsmæssige forhold.

Gitmo bliver da også af de amerikanske soldater i filmen fremstillet som en lejr, der overholder internationalt indgåede aftaler om menneskerettigheder. Og det er netop her, de to svenske filmfolk søger at grave under den blankpolerede overflade for at finde svar frem, som ligger tæt op ad sandheden; men svar, som bestemt ikke er venligt stemt over for de ansvarlige amerikanske politikere og officerer.

For eksempel udtaler menige soldater sig kun i filmen under overværelse af en befalingsmand, der bryder ind, hvis spørgsmålene bliver for kontroversielle. Når svenskerne går lejrchefen på klingen, lyder svaret da også, at forholdene og forhørsmetoderne "så vidt muligt er i overensstemmelse med Genève-konventionen". Der kommer da også en lille indrømmelse om, at alle regler ikke følges, da det slås fast, at al-Qaeda jo heller ikke følger alle krigslove.

Som eksempel herpå fremhæves svenskeren Mehdi, der blev løsladt fra lejren efter to års fængsling uden nogensinde at have været anklaget.

Som parallelhistorie fortælles om præsident Bush, der beordrede Iraks Saddam Hussein og hans torturkamre fjernet. Efter invasionen står mindre artige historier fra blandt andet Abu Ghraib temmelig klart i de flestes erindring.

Filmens sympati og antipati skinner tydeligt igennem - ikke mindst i scener, hvor George Bushs retorik bliver ledsaget af slørede billeder.

Hvis filmens sandhed viser selve sandheden, så burde en del i den amerikanske administration og hærledelse have meget røde ører.

Se filmen - døm selv!