Anmeldelse

Hjernerum

Den følelsesfulde hjerne

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det er tankevækkende, at som vi bliver stadig bedre til at forstå os selv og vores hjerneaktivitet, er vi i fuld gang med at undergrave vores overlevelse som art", skriver forfatteren, der er hjerneforsker. I bogens kapitler gennemgår han blandt andet sansning, emotioner, sex, stimulanser og bevidsthed på en overvejende klar og overskuelig måde. Der er nogle nyheder, som for eksempel at der, bortset fra visse sproglige funktioner, ikke er forskel på de to hjernehalvdele.

Ved omtale af andres forskning går han i flere tilfælde til kilden og beskriver blandt andet, hvordan den amerikanske psykolog Harlow gennemførte en række forsøg med aber og ved et tilfælde opdagede tidlig følelsesmæssig skade gennem nogle forfærdeligt uetiske forsøg.

Efter hvert kapitel er der forslag til litteratur, hvis man ønsker at gå mere i dybden.

Forfatteren har i kapitlet "Afsind" ikke sat sig tilstrækkeligt ind i spørgsmål om psykisk sygdom. Han foretrækker begrebet vanvid i stedet for skizofreni og paranoia og tager både afstand fra og finder det relevant med psykiatrisk behandling. Men han overser, at diagnoserne kun har værdi i forbindelse med forskning og som en kategorisering af behandlingsmetoder. Forfatteren synes at have opfundet den dybe tallerken, når han mener, at der er sammenhæng mellem vanvid og kreativitet. På trods af indledningscitatet og mange beskrivelser fra det virkelige liv er der i bogen en tendens til reduktionisme af menneskelivet, herunder i vægtningen af de nye hjernescanningsteknikker.