Anmeldelse

Død mands støvler

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Et drabeligt værk malet med en bred pensel. Der er et farverigt persongalleri, og den sceniske fortællestil skaber gode billeder. Bogen handler om mennesker - rige, fattige, bønder, håndværkere og udstødte - på landet et sted i Danmark i en ikke nærmere defineret fortid. Hovedpersonen og bærer af synsvinkel er drengen Olle. Vi møder også såvel gespenster som elverpiger, men kun fordi de er en del af menneskenes univers på den tid.

Vi får foruden en spændende hovedhistorie, som Olle, hans mor og far og personerne i deres omgivelser alle er involverede i, også historier om livet på landet i "gamle dage". Fortællinger om samfundets lagdeling, om strandinger på havet, som giver et kærkomment tilskud til udkommet, om ridefogeden, som faderen har svært ved at tåle, og en del mere. Historien formår at fortælle en masse sidehistorier uden at miste grebet om hovedhistorien - og det er flot gjort. Titlen hentyder til den begivenhed, at Olle og hans far hugger benene af en strandvasker - en kaptajn - for at få fat i hans støvler. Det gør man ikke ustraffet. Om natten hjemsøger kaptajnen Olle for at få sine ben tilbage. Det er også en sidehistorie, men den er vigtig for Olle.

Et medrivende drama, der vil kunne fascinere de 8-13-årige. Der er ret mange lange ord, som tillige ikke hører hjemme i nutidens børneunivers, så oplæsning vil være oplagt for de yngste i målgruppen.