På Venstres landsmøde for nylig talte statsministeren til sine partifæller om fremtidige udfordringer. Befolkningens og de offentligt ansattes bekymringer for velfærdsstatens fremtid og protesterne mod kommunale nedskæringer i løbet af efteråret må have inspireret statsministeren til at forsøge at nurse de offentligt ansatte.

Men desværre kom statsministerens fornemmelser for de offentligt ansattes behov til kort.

I stedet for at tale om de grundlæggende forudsætninger for at udføre et godt arbejde valgte Anders Fogh Rasmussen at fremhæve vigtigheden af ved hjælp af brugerundersøgelser at finde frem til de ildsjæle, der ville være råd til at påskønne med resultatløn.

Efterfølgende har de faglige foreninger taget afstand fra statsministerens udmelding, ikke mindst fordi det slet ikke er hans gebet at begive sig ind på overenskomstmæssige forhold.

Men sagen har genoptaget diskussionen om, hvorvidt resultatløn eller andre former for lokal løndannelse er den gulerod, der skal til for at skabe kvalitet i arbejdet i den offentlige sektor. Statsministerens forestilling om, at resultatløn vil øge kvaliteten, fordi alle vil gøre sig mere umage i håb om at se resultatet på lønsedlen, er udtryk for manglende indsigt.

I DLF ved vi, at det, der inspirerer lærerne i deres arbejde, er et godt arbejdsmiljø, det vil sige, at de fysiske rammer skal være i orden og opdateret, men ikke mindst at der er tid til, at læreren kan give alle elever den opmærksomhed og den undervisning, de har behov for.

Det ville være opløftende, hvis det var arbejdsmiljøet i den offentlige sektor, Fogh gjorde sig seriøse overvejelser om, her lige før regeringen har inviteret fagforenings- og erhvervsfolk til en række møder om den kvalitetsreform, som regeringen har lanceret, den vil komme med til sommer.

Muligvis er holdningen, at kvaliteten i folkeskolen er klaret ved indførelse af test og elevplaner, det vil vise sig, men sørgeligt er det, at regeringen, der påstår, at den vil så meget, ikke evner at lytte til, hvad de professionelle har af bud på, hvad der skal til for at udvikle og forbedre indsatsen i folkeskolen.

Den dialog har vi efterlyst i alt for lang tid, for regeringen er ikke alene om at ønske udvikling og kvalitet. Og skal vi endelig komme Fogh i møde og tale om løn, så skal der ikke herske tvivl om, at et generelt lønløft er en af de ingredienser, der skal til, hvis læreruddannelsen i fremtiden overhovedet skal tiltrække kvalificerede ansøgere. Får vi ikke løst det problem, så ser det skidt ud for folkeskolen og dermed for fremtidens velfærdssamfund.