Der var engang en stat. Dens værdigrundlag var: Vi er én nation. Vi er ét folk. Vi taler ét sprog. Statens borgere mente, at deres karakteristika var særlig stærke rødder, der forenede dem til evig tid. De var hvide og levede lykkeligt, indtil de blev forstyrret af de sorte, der hverken havde rødder eller havde arvet et flag, der var sendt af deres Gud i himlen.

De sorte blev målt i procenter. Man opstillede kriterier for, hvor mange sorte skolerne kunne bære. Nogle mente, at der maksimalt måtte være 25 procent sorte. Var der flere, gik det ud over de hvide, især deres sprog. Borgerne valgte politikere, der kunne vedtage procentlove. Det var besværligt, fordi staten havde indgået internationale aftaler, som forbød procentlove begrundet med sorthed. Gode råd var dyre, og der gik en del år med at finde en udvej, alt imens der kom flere og flere sorte uden rødder og flag fra himlen. Hvide hoveder mente, at eftersom de sortes sprog var en stor trussel mod deres sprog, måtte de hvides sprog være en nøgle til at lovliggøre en procentlov. Derfor blev der vedtaget en procentlov, som sagde, at hvis de sorte havde »et ikke uvæsentligt behov for sprogstøtte«, kunne de af den grund indgå i kommunale spredningsaftaler. De sorte kunne komme på hvide skoler.

En forhenværende borgmester fik ansvaret for at sprede de sorte, men eftersom man ikke måtte kalde de sorte for sorte, måtte hun referere til dem ud fra deres adfærd. I den forhenværende borgmesters by fandt man ud af, at 362 sorte havde brug for tvangsspredning. Hun udtalte til den såkaldte Levende Avis: »Vi behandler det, ligesom hvis et barn havde nogle adfærdsmæssige problemer, som gjorde, at det skulle gå i en særlig socialpædagogisk klasse, som lå i en anden skole«.

Et halvt år senere kunne man læse i den samme avis, at det ikke gik så godt med tvangsspredningen af de sorte. De hvide forældre fra en hvid skole protesterede mod, at procentandelen af de sorte steg. Forældrene havde fabrikeret T-shirts, hvorpå der stod, at de hvide ikke ville gå på samme skole som de sorte. Den forhenværende borgmester handlede ud fra, at de sorte ikke havde en stemme, men hun havde ikke tænkt på hvidhedens skingre stemme. Noget forurettet udtalte den forhenværende borgmester til den Levende Avis: »Når børn løber rundt til fodboldturneringer med røde T-shirt, hvor der står, at de er imod at gå i skole med nogle af de andre børn, og når det at være tosproget [læs: sort] gøres til et problem i sig selv, så synes jeg, det bliver ubehageligt«. Det gik op for den forhenværende borgmester, at den procentlov, som hun og mange af hendes kollegaer havde skreget på i årevis, var en diskriminerende lov, der gav problemer for både de hvide og de sorte. Forhenværende og nuværende borgmestre sagde til hinanden: »Hvad skal vi gøre?« En af dem sagde: Vi spørger den Levende Avis, og den citerede den nyudnævnte modtager af Nobelprisen i litteratur: »Vesten har desværre næsten ingen fornemmelse af denne følelse af ydmygelse, som et stort flertal af verdensbefolkningen føler, og som den må overvinde uden at miste forstanden eller indlade sig med terrorister, radikale nationalister eller religiøse fundamentalister«.

Borgmestrene indså, at deres politik var ydmygende, og de fortalte det til landspolitikerne. Sammen besluttede de at holde op med at dele statens borgere op i sorte og hvide. Deres værdigrundlag blev derfor: Vi er én stat, men ikke ét folk med ét sprog. Vi er en mangesproget og flerkulturel stat. Og det er ganske vist.

Bergthora Kristjansdottir er pædagogisk konsulent ved CVU København og Nordsjælland