Debat
0   123

Elevplanen skal være kort og præcis

Svar til Niels Christian Sauer, Folkeskolen nummer 48: I bekendtgørelsen om elevplaner står der i paragraf 3, stykke 1: Elevplanen skal indeholde oplysning om resultater af den løbende evaluering af undervisningen i alle fag. I paragraf 3, stykke 3, står der: Kravet i stykke 1 og 2 omfatter alene oplysninger, der har betydning for lærernes, elevernes og forældrenes arbejde med at følge op og forbedre effekterne af undervisningen.

Undervisningsministeriet skriver 23. juni 2006 til KL og de faglige foreninger, at hver lærer ikke skal udarbejde en særskilt elevplan for hver af sine elever, men bidrage til den elevplan, der udarbejdes. Der står også: Det må antages at styrke en elevplans formålstjenlighed, at den har en kort og præcis form.

Artiklen fortsætter under banneret

Ib fra mit eksempel (Folkeskolen nummer 46) hører til det store flertal, der lever op til målene og rykker fremad som forventet. På teammøder inden skole-hjem-samtalen drøfter lærerne Ibs udbytte af fagene og giver deres bidrag til elevplanen. Klasselærerne samler oplysningerne og skriver. Hvorfor opliste alle fag og ud for hvert eneste skrive, at Ib arbejder godt og lever op til forventningerne.

Lærerne på min skole arbejder særdeles seriøst. Skolebestyrelsen sætter pris på deres arbejde og ønsker, at elevplaner er korte, præcise og operationelle. Min opgave som leder er at gøre det muligt for lærerne at gennemføre den gode undervisning. Ingen kan være tjent med, at pligtopfyldende lærere stresses, fordi de tror, at det er lovens krav, at de leverer kvantitet.

Energien skal lægges der, hvor der er brug for uddybende beskrivelser, det er sund fornuft. Første elevplan er sværest. Derfor afsætter vi en pædagogisk lørdag, hvor alle klasseteam udarbejder elevplaner. Jeg satser på, at alle kommer til at opleve, at elevplaner er et redskab til at hjælpe eleverne fremad.

Redaktionen betragter debatten mellem Niels Christian Sauer og Ulla Hansen om dette emne som afsluttet.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ