Debat

Useriøst svar fra Lotte Lange

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tillidsrepræsentant Torben Madsen skrev i Folkeskolen nummer 46 et debatindlæg om foreningens ageren eller mangel på samme i forbindelse med elevplaner. Jeg er fuldstændig enig i hans udmeldinger, men desværre er svaret fra formanden for fagligt udvalg, Lotte Lange, præget af både useriøsitet og direkte fejlagtige oplysninger.

Som kredsformand deltog jeg i et af de regionale kredsformandsmøder, som Lotte Lange omtaler. Hun påstår, at kredsene var klar til at tage udfordringen omkring elevplaner op. Det passer ikke. Kredsene var derimod yderst kritiske og ønskede, at hovedforeningen tog initiativer for at få en aftale i stand med KL.

Da det åbenbart ikke blev forstået af formanden for fagligt udvalg, stillede undertegnede på vegne af flere sydjyske kredse på Kongres 2006 et forslag om, at DLF igen forsøgte at få en aftale med KL om, at elevplaner var en ny obligatorisk opgave. Dette var der på kongressen stor tilslutning til, og det endte med, at Lotte Lange gav et tilsagn om, at DLF ville henvende sig til KL for at få en fælles udmelding. Lotte Lange sagde: »På baggrund af Bents forslag vil jeg godt give et tilsagn om, at vi tager kontakt til KL igen og forsøger at få lavet en skrivelse, af hvilken det fremgår, at det er en ny obligatorisk opgave. Umiddelbart tror vi (DLF) ikke, at det er noget problem, på den måde at forstå, at KL nok vil være enig med os«.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det ville have klædt hende, hvis hun havde informeret Torben Madsen om ovenstående i stedet for på nedgørende vis at svare på en seriøs henvendelse.

Svar

Bent Hansen har fuldstændig ret i, at jeg på kongressen gav et tilsagn om, at vi ville henvende os til KL for at lave en fællesskrivelse, af hvilken det fremgår, at elevplaner er en ny obligatorisk opgave.

Han har også ret i, at jeg sagde, at jeg umiddelbart ville have svært ved at se, at KL skulle have et problem med det, idet vi jo har diskuteret elevplaner med KL i foråret, netop fordi det er en ny opgave. Da betænkningen om elevplaner gjorde det klart, at opgaven kunne løses meget forskelligt, var der ikke grundlag for at indgå en aftale.

Foreningen har aftalt at mødes med KL om en fælles udmelding, som jeg gav tilsagn om, og kredsene vil få resultatet, så hurtigt det foreligger.

Og så vil jeg gerne slå fast, at jeg i mit svar til Torben Madsen kun havde til hensigt at forklare den aktuelle situation. Jeg er nemlig helt enig i, hvad der også fremgik af mit svar, at det er grotesk, at politikerne på én gang ønsker at decentralisere aftaleforholdene, samtidig med at de centralt fastlægger en række detaljerede krav til lærernes arbejde.

Det er nemlig et problem, vi har til fælles, og som vi skal løse i fællesskab. Det var den diskussion, vi havde på de regionale kredsmøder. Vi var enige om, at det var en udfordring, men jeg hørte ikke nogen sige, at det var en udfordring, de ikke ville tage op.

Lotte Lange, formand for DLF's faglige udvalg