De accepterer hinandens forskelligheder

To pædagoger og fire lærere dækker sammen alle linjefag på Øster Snede Skole, men de underviser altid på tværs af faggrænserne, for her er børnenes læring et fælles projekt

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Da pædagog Pia Olsen kom ind i teamet, var det første, hun lagde mærke til, en stor grad af accept. Der er ingen, der skeler til, om man er pædagog eller lærer, eller om man er uddannet i matematik eller billedkunst.

»Jeg oplevede en fuldstændig accept af den, jeg er. Det kan godt være, at jeg råber højt indimellem, men det er helt i orden. Og når fremmede kommer på besøg og spørger, hvad i alverden der foregår, når børnene danser rundt på bordene, så siger de andre bare: 'Det er der styr på, fru Olsen er der'«.

Pia Olsen har fast de to 2.-klasser på Øster Snede Skole i Løsning ved Hedensted i kreative timer, hvor der bliver opført dramaspil, fortalt løgnehistorier eller gennemført sociale aktiviteter. Men hvis eleverne har brug for mere matematikundervisning, så underviser hun i matematik. Teamet lægger en årsplan for de to 2.-klasser, hvor de hver især sikrer sig, at deres fag bliver dækket ind på tværs af temauger og tværfaglige forløb. De sikrer sig samtidig, at alle læringsstile bliver tilgodeset.

»Vi har brugt en del tid på i starten at afklare vores forventninger til hinanden og få styr på hinandens kompetencer. Vi er meget forskellige både fagligt og personligt, og vi kan diskutere højlydt, men vi bliver aldrig uvenner. Det er simpelthen for fjollet«, fortæller lærer Gry Brandenburg Bach.

Da de startede med at undervise efter »Trin for Trin«, var der for eksempel stor uenighed i teamet. Der blev diskuteret højlydt, for Gry Brandenburg Bach syntes, at det var noget amerikansk pjat. Men hun bøjede sig, for hun har stor tiltro til de andres holdninger.

»Noget af det, der gør, at vi kan arbejde, som vi gør, er, at vi grundlæggende er enige om, hvilken vej vi vil gå i forhold til eleverne. Vi har hver vores måde at gå til undervisningen på, men vi er enige om at møde eleverne der, hvor de er«, siger Pia Olsen.

»Og så har vi humoren til fælles. Vi kan være meget barske. Og det betyder meget, når det bliver kaos. Vi tør vove os ud på veje, hvor kun én er virkeligt hjemme, fordi vi er trygge ved hinanden og har det sjovt sammen«, siger lærer Gitte Stamp.

Skemaet flyder

Øster Snede Skole er en heldagsskole, så børnene er der fra otte til 14 med en times fysisk aktivitet midt på dagen, men ellers er skemaet flydende. Skemaet planlægges uge for uge og skifter hele tiden. En uge kan være rent naturfag, mens en anden kan handle om kunst og inddrage alle fag. Den, der er i klassen, underviser i temaet.

Lærer Bo Larsen er da heller ikke i tvivl om, at børnene ved, at han ikke har fuldt styr på billedkunst, men de accepterer hans autoritet, fordi de er vant til, at lærerne ikke ved alt og sagtens kan begå fejl. Heller ikke forældrene sætter spørgsmålstegn ved undervisningen. Som Gitte Stamp siger, er de grundlæggende interesserede i, at deres egne børn har det godt og lærer noget, og når resultaterne er gode, og informationsniveauet er højt, er der ingen problemer.

Kaos er et tilbagevendende ord i teamets snak om samarbejde. Ikke samtaleformen, hvor ingen afbryder, og alle trods tydeligt engagement i samtalen venter og lytter til hinandens argumenter. Men i undervisning er kaos en normaltilstand.

»For eksempel brugte vi en stor, oppustet, gul ballon med bogstaver på i staveundervisning. Når man griber, skal man sige tre ord med det bogstav, ens tommelfinger rammer. Vi havde ikke i vores vildeste fantasi drømt om, hvilket kaos det ville give«, griner Gry Brandenburg Bach.

»Eller da vi havde Matisse-projekt. Det er utrolig rart at vide, at alle er enige om projektet. Når jeg har haft billedkunst på andre skoler, har jeg ofte været lidt nervøs for, hvad andre tænkte, når de så mine kaotiske timer. Det er helt normalt her«, siger Gitte Stamp.

De inspirerer hinanden

De to pædagoger er med i klasserne fra 0. til 2. klasse. Nogle timer har de alene i klasserne, i andre er de sammen med en lærer.

»Når jeg er alene, fungerer jeg som lærer, og når en af lærerne er der, fungerer jeg som pædagog. Mange sociale ting kan jeg se, når jeg står på sidelinjen, og det kan bruges i arbejdet med børnene«, forklarer pædagog Mona Grotkær, og Gitte Stamp supplerer: »Det handler om at have øje for det, de andre kan. Vi ville slet ikke være i stand til at undervise, som vi gør, hvis vi ikke havde alles kompetencer med, og jeg bliver meget inspireret af jer andre. For eksempel sådan som Mona tackler konflikter. Det kan jeg lære meget af«.

Teammøder starter med en overordnet planlægning af ugen og diskussion af børnesager, og så deler de sig op i mindre grupper efter, hvem der skal arbejde sammen. Der er delt klasselærerfunktion i begge klasser, så de er to om at dele ansvaret.

»Da jeg kom til skolen og hørte om det, tænkte jeg, at det går aldrig, der er for mange kokke. Jeg vil jo helst selv bestemme det hele, så jeg ved, at det bliver gjort rigtigt«, smiler Gitte Stamp og fortsætter: »Men nu kunne jeg slet ikke forestille mig det anderledes. Det er en kæmpe fordel både fagligt og menneskeligt. Hvis jeg for eksempel skal nå ind til en elev, som Bo har bedre kontakt til, så bytter vi bare«.

Teamet er enige om, at eleverne skal have lov til at lære i det tempo, der passer den enkelte, så ofte fungerer pædagogerne som hjælpelærere for nogle elever, mens andre hører på lærerens gennemgang.

»For eksempel arbejder de med deres egne algoritmer. Nogle kan ikke koncentrere sig om at høre gennemgangen. Så går de bare i gang selv og finder deres eget system, og hvis de går i stå, kan de lytte med eller få hjælp af Mona«, forklarer Gry Brandenburg Bach.

På samme måde fungerer det i læsning, hvor de ikke opererer med en fælles læsebog, men hver har deres egen bog.

»Vi har elever, der læser på 6.-klasse-niveau i 2. klasse, fordi de hele tiden bliver udfordret optimalt«, forklarer Gitte Stamp. Hun og Gry Brandenburg Bach arbejder tæt sammen om læsningen i de to 2.-klasser. De deler materialer og diskuterer elevernes danskkundskaber. »Det er utrolig fedt, at vi kan bruge hinanden, specielt fordi vi er meget forskellige på det personlige plan. Men det er godt, at vi ikke skal dele skab, sådan som du roder«, siger Gry Brandenburg Bach efterfulgt af høj latter fra hele gruppen.

Team er mere end gruppearbejde

At arbejde i team er ikke bare et andet ord for gruppearbejde eller samarbejde. Det er mere forpligtende, mere struktureret, og det kræver mere af den enkelte. Blandt andet kræver det en vilje til at give og modtage konstruktiv kritik, hvis teamsamarbejdet skal lykkes. Et team består af mellem fire og ti personer, der har komplementære kvalifikationer.

Ifølge konsulent og cand.pæd.psych. Per Bøjlund. Læs artiklen »Et udvidet forpligtende samarbejde« fra Folkeskolen nummer 19/1999 på www.folkeskolen.dk/kreativitet

Julekrybben som værktøj

»De hellige tre konger, oksen, lammet, en engel og den hellige familie stod en decemberdag på bordet i en fagdidaktiklektion for lærerstuderende. Julekrybben var rigtignok et levn fra gårsdagens juletema, men det er altid en udfordring at bringe de forhåndenværende ting i spil med dagens teori. Det kan man få rigtig mange gode overvejelser over. Den visuelle intelligens er i julekrybben på spil sammen med de mange læringsstile, forholdet mellem virkeligheden og fortolkningerne - og endelig kan man diskutere kulturoverleveringer kontra værdisætning ud fra bemeldte julekrybbe«.

Læs hele seminarielærer Bodil Christensens artikel »Brug julekrybben kreativt« på www.folkeskolen.dk/kreativitet

Powered by Labrador CMS