Løn skal være subjektiv

Lønnen skal være individuel og afspejle, hvor god en underviser man er. Der bør opstilles kriterier for, hvem der er gode lærere, mener lærer Signe Avnholt Haugaard

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Som lærer oplever man hele tiden at blive aflønnet kollektivt. Også selv om der er nogle, der yder en større indsats end andre. Så længe vores system ikke er mere gennemsigtigt, vil det være umuligt at opnå en følelse af retfærdighed«, siger Signe Avnholt Haugaard. Hun er uddannet lærer og har arbejdet i folkeskolen siden 1999. I november måned søgte hun nye udfordringer og arbejder i dag på et behandlingshjem i Nærum.

Hun mener, at man bør få afklaret, hvilke kriterier der gør en lærer til en god underviser.

»Det er en fornuftig udfordring. Vi skal have klarlagt, hvad det vil sige at være en god lærer, og hvad det vil sige at have en god skole. Konsekvensen af det skulle naturligvis være individuel løn baseret på de kriterier. Men bare det at tage diskussionen om kriterierne vil være rimeligt og berettiget«.

Hun ved ikke, præcis hvordan kriterierne skal se ud.

»Uddannelse og efteruddannelse skal betyde noget. Og så selvfølgelig den indsats, man udretter som lærer. Man burde kunne aflønnes for, hvor dygtig man er til sit job i mødet med eleverne, i skole-hjem-samarbejdet - ja, over det hele«.

Elevernes karaktergennemsnit må ifølge Signe Avnholt Haugaard ikke være afgørende for den individuelle løn. Men hun tror, at en større grad af individuel løn kan være med til at tiltrække lærere til skoler med meget udfordrende elever.

»Man kunne måske også få opstillet nogle kriterier, der kan dæmme op for den skævvridning, der kan være mellem en skole i Ishøj og en skole i Hellerup. Man kunne måske med individuel løn gøre det mere interessant at arbejde på skolen i Ishøj«, siger Signe Avnholt.

mbt@dlf.org