Når entreen fyldes af julekataloger, og man har drukket gløgg til kvalmegrænsen, kan man for så vidt godt følge Scrooges julefjendtlighed et stykke ad vejen. Men i Dickens' fortælling er forkastelsen af højtiden økonomisk bestemt, ud fra den logik at der ikke kan være noget, der er vigtigere at tilbede, end penge.

Dickens præsenterer sin læser for den inkarnerede ondskab, etableret af insisterende og konsekvent gerrighed, og det gør han godt. Historien er skrevet i Victoriatidens guldalder, og kristenmoralen (og bruddene med den) driver ud over siderne blandet godt op med ærtesuppetågen, som hænger ud over illustratorens mange fortrinlige opslag. Det er lige før, han også får duftene med af løbesod, kogt kål og gennemgående tvivlsom hygiejne.

Historien holder også i vore dage og ikke kun for svorne nostalgikere. Forfatteren spiller på eventyrenes tre af en slags-princip, og julens tre ånder har stået i lære hos heksene i Macbeth. Den slags giver evigt liv.

Først da den forfærdede Scrooge får vurderet værdien af sit liv af hæleren, der prissætter de ejendele, tjenestefolk har stjålet fra hans lig, går det op for ham, at absolut ingen vil savne ham, når han er død. Og så er vi klar til det store personlighedsskift, hvor velgørenhed og menneskelig omsorg næsten ikke kan blive generøs nok.

Om han i samtiden ville blive omtalt som en gammel gnier, er dog tvivlsomt. Jeg har på fornemmelsen, at betegnelsen er opfundet af Sonja Rindom, da hun genialt forvandlede Disneys Uncle Scrooge til Joakim von And.

Så man skal kende sine klassikere, her fint præsenteret i originalteksten. Men jeg vil nu alligevel kigge med, når tv ved juletid viser Jim Hensons Muppet-version. Alene kuløren af den lille, tuberkuløse frø .