Anmeldelse

Nikolaj

- drengen, der lærte at lave mad fra næsten hele verden

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Nikolaj - drengen, der lærte at lave mad fra næsten hele verden" er en usædvanlig koge- og historiebog om mad og venskaber, der er beregnet som højtlæsning for børn fra seks-otte år og selvlæsning for de lidt større børn.

Drengen Nikolaj opfinder en masse opskrifter på turen rundt i sin egen opgang, hvor han besøger en masse mennesker fra forskellige lande.

Nikolaj interesserer sig mere for mad end for at lege, og på sine besøg hos inderen Calcutta, amerikaneren Big Joe, afrikaneren Bongo, araberen Ali og kineseren Kong Fu ser han, hvor meget spændende mad man kan lave i sit eget køkken. Så Nikolaj opfinder en hel masse opskrifter. Det viser sig også, at naboen Sure Grethe slet ikke er så sur endda, hun trænger bare til venner.

Ud over de sjove historier og tegninger findes der en samling skønne opskrifter. Her kan nævnes njira, som er tynde, etiopiske pandekager, eller indiske chapatibrød, brændenældesuppe, kold, truttende tomatsuppe, apple cowboy-pie, kamel-fødselsdagsboller eller elefantens bankekød.

Bogen har nogle utroligt sjove helsidetegninger, og rundt omkring i teksten møder vi vignetter med elefanten Eiffel. Bogens papir egner sig ikke rigtig til køkkenarbejde; det er mere en gedigen oplæsningsbog, dog er opskrifterne korrekte og fremgangsmåden kort og klar.

Bogen er velegnet på skolebiblioteket til udlån, men også på hjemkundskabshylden; en flot gavebog.

Powered by Labrador CMS