Anmeldelse

Engelbert H og den sidste chance / Virus

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dansklærerforeningen har udgivet en god bogserie med de såkaldte billedromaner, der kan danne udgangspunkt for danskundervisningens første egentlige litteraturarbejde, men også være med til at styrke elevernes interesse for selv at læse i fritiden. Historierne i de to romaner er skrevet af unge og aktive forfattere, der har lagt vægt på spænding, action, gys og humor. Der er således masser at tale om, når bøgerne er læst færdige og skal analyseres i klassen.

Den mest kendte af de to forfattere er uden tvivl Kim Fupz Aakeson, der har skrevet manuskripter til nogle af de mest sete danske film i de senere år. Derfor er det en motivationsfaktor i sig selv, at han står som forfatter på forsiden. Man bliver heller ikke skuffet med den sjove lille fortælling om Engelbert H, der får syv dage og en splinterny mobiltelefon til at afskaffe krige, elendighed, ufred og forurening af jordkloden. Det er ikke nogen nem opgave - måske nærmest umulig - og han møder heller ikke megen venlighed på sin vej - lige med undtagelse af en pige og hendes hund.

Den anden billedroman foregår et sted i Europa i en nær fremtid, hvor hovedpersonen Malte, hans familie og hele by skal evakueres for ikke at blive smittet af en farlig virus. På vej ud til lufthavnen - på flugt fra virussen - får han mistanke om, at der måske slet ikke er nogen virus, men i stedet et udtryk for en mediemanipulation. Det er en rigtig spændende bog for børn med stærke nerver.

Dansklærerforeningen har med de to billedromaner ramt en stil og et indhold, som lige passer til børn på mellemtrinnet, og som måske særligt kan motivere de drenge, der ofte dropper bøgerne på netop dette tidspunkt.