De frydefulde sejre

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Skrivning er én af barnets letteste og mest frydefulde sejre«, skrev den berømte italienske læge og pædagog, Maria Montessori. Det tror jeg, hun har ret i, men det var Lasse fra 2. klasse ikke klar over, da han for nylig var i gang med endnu et øveark til skråskrift. Han fulgte sine egne ideer og ville hellere være hurtigt færdig. Det var bare ikke det, som opgaven gik ud på, gjorde jeg ham opmærksom på.

»Du skal skrive så pænt, som du kan«, forklarede jeg. »Desuden skal dine y'er i 'kælderen', og dine k'er skal op på 'loftet'. Alle dine bogstaver er i 'stuen'!«

Lasse vendte øjnene mod gipspladerne i loftet og sukkede, så jeg kunne forstå, at jeg spildte hans tid, men han indvilgede i at lave de to linjer om. Da jeg lidt senere vendte tilbage og ville se de to nyskrevne linjer, var han gået om på en ny side og havde ikke rettet de to linjer, jeg bad ham om at lave om.

»Hvorfor har du ikke lavet dem om?« spurgte jeg anklagende.

»Jeg gad ikke«.

Hov, hov. Det her var for meget, selv om jeg indrømmer, at Lasses frejdighed var til at grine ad. Men var drengen flabet eller bare ærlig? Ærlig tror jeg, for han lød ikke flabet. Alligevel må man jo sætte sig igennem med sit pædagogiske forehavende, og jeg mobiliserede min professionelle vrede. »Du kan da ikke først sige ja til at lave linjerne om og så bagefter lade være med at gøre det!« Det var han så heldigvis enig i, tror jeg nok.

Men Lasse er ikke alene. Mange danske skoleelever er ikke altid så gode, som loven foreskriver. De tager ikke gerne den åbne konflikt med læreren. Så kunne de jo være nødt til at rette sig efter dessinerne. Danske elever gør i vid udstrækning, hvad de har lyst til, og snakker sig ud af resten - de kompetente børn. De er opvokset med anerkendende pædagogik og institutioner, der støtter dem i deres projekt næsten uanset hvad. Og som en pige fra 2. klasse engang sagde til mig: »Det er jo mit liv«.

Men hvad gør man, hvis læreren, skolen eller samfundet har et projekt, eller de selv har et projekt, som de af indlysende grunde ikke selv kan se perspektivet i?

Her er vi tilbage ved Immanuel Kant og det klassiske oplysningsprojekt. Uden pædagogens milde tvang ingen oplysning og myndiggørelse. Og - kan man føje til - færre frydefulde sejre!

(Drengens navn er af beskyttelseshensyn ændret)

Erik Schmidt