Kan DLF sætte en skolepolitisk dagsorden, som kan hamle op med regering, politiske partier og medier?

Eller skal vi, lidt mindre ambitiøst og mere realistisk, forsøge at holde systemerne i skak? Det kan vi gøre ved at tematisere dagligdags skoleerfaringer, kræve nye tiltag, påtale forkerte beslutninger og kritisere urimeligheder. Dertil kan lægges et velvalgt fagpolitisk pres og forskellige faglige aktiviteter.

De seneste år har vi som lærere for alvor mærket statens kolonisering af skoleverdenen med styring og kontrol af folkeskolens dagligdag. De politiske beslutninger bliver taget med en begrænset offentlig meningsudveksling og uden reel inddragelse af organisationerne.

Lærerne mærker, at lærerfagets råderum er mindsket i forhold til at kunne prioritere veltilrettelagt undervisning ud fra solide fagdidaktiske overvejelser og eleverne i klassen.

Det slider, når fagligheden skrider. Vi oplever et generelt forværret psykisk arbejdsmiljø på skolerne, og der er alt for mange langtidssygemeldte kolleger.

Jeg mener ikke, at situationen nu kalder på at øge den enkelte lærers professionelle ansvar for løsningen af den samlede undervisningsopgave. En fagforeningslinje, der kan kombinere de faglige og pædagogiske interesser, giver for mig at se den bedste interessevaretagelse.